Foran pigtrådshegnet til Sandholmlejren står fire unge teenagepiger.
En af dem er delvis karseklippet, delvis langhåret. En anden er iført snævre sorte cowboybukser og har farvet sit hår skrigrødt. Fælles for de fire er, at de ligner eftersskolepiger, som formentlig ikke har været uvante gæster på adressen Jagtvej 69 på Nørrebro. Sidst, de så efter, lå der en sort bygning kaldet Ungdomshuset. Sammen med 90 andre blev de fire piger tirsdag løsladt efter knap to ugers frihedsberøvelse. For pigernes vedkommende først i Vestre Fængsel og senere i Sandholmlejren. Nu står de småforfrosne og venter på at blive hentet af deres familier. Tårer ned ad kinderne Næsten alle 94 løsladte er sigtet for at deltage i opløb og grov forstyrrelse af den offentlige orden i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset 1. marts. Politiet valgte at sætte de 94 fri, efter at Østre Landsret mandag løslod ni personer med den begrundelse, at der ikke længere er uro i København, og at man ikke længere mener, der er risiko for, at de fængslede vil deltage i nye uroligheder. En af pigerne foran Sandholmlejren hedder Christine Haugaard. Hun er 17 år og krammer sin mor Kirsten Vengsgaard. Et par tårer triller ned af kinderne. De tre andre piger tænder hver en cigaret. »Er du begyndt at ryge?«, spørger moren. Christine ryster på hovedet. »Tag du bare en smøg«, appellerer moren. . »Hold nu op mor«, rødmer datteren. Sovet, ædt, røget og set fjernsyn På spørgsmålet om, hvad de har lavet i fængslet, svarer pigerne i munden på hinanden: »Sovet, ædt, røget og set fjernsyn. Det har været vildt kedeligt«, siger Shiva Coley på 15 år. »Men det var bedre end Vestre. Enten glemte vagterne os på toiletterne, eller også måtte vi pisse i håndvasken«, siger 16-årige Rigmor Nielsen, inden hun bliver hentet af sin bedstemor. Christine og Kirsten kører også væk, og tilbage står veninderne Shiva og 15-årige Vibe Dahl og krammer hinanden farvel. »Tak for Vestre«, siger Shiva. »Tak for Sandholm«, siger Vibe, som bliver ladt tilbage som den sidste. Anholdt i knibtangsmanøvre Vibe forklarer om minutterne før anholdelsen. Hun var stået af bussen på Åboulevard og var på vej ned ad Griffenfeldsgade mod Det Fri Gymnasium i Møllegade, hvor hun går i skole. »Foran Folkets Park møder jeg så Rigmor. Der er nogle stykker i gang med brække brosten op af vejen. Kort efter begynder nogen at kaste dem efter politiet, der står nede ved Stengade. Det hele går vildt stærkt, og pludselig kommer politiet løbende med kniplerne fremme. Alle løber væk, og vi bliver revet med. Jeg ved ikke hvorfor, det var bare en reaktion. Vi havde jo intet med det at gøre«, siger Vibe Dahl. Alle fire piger blev anholdt lidt over klokken 10 torsdag 1. marts – godt tre timer efter rydningen af Ungdomshuset. De er efter eget udsagn sammen med 13 andre sigtet for at grave brosten op af Griffenfeldsgade, hvor de blev fanget i politiets knibtangsmanøvre. Hvis I så folk grave brosten op og kaste dem efter politiet, hvorfor smuttede du så ikke bare? »Jeg tænkte slet ikke på, at jeg kunne blive anholdt. Jeg havde jo ikke noget med det at gøre, og jeg har ikke noget politisk engagement i det her«. Men kan du ikke forstå, at nogen undrer sig over, hvorfor du lige var der, hvor der blev kastet brosten efter politiet? »Jeg var kun lige kommet og stod der jo bare. Hvad andre laver, må være deres business. Vi havde absolut intet med det at gøre. Det er komplet åndssvagt, og politiet har overhovedet ingen beviser for, at hverken jeg eller de andre har gjort noget som helst af det, som vi bliver beskyldt for«, siger Vibe. Alle græder En taxa med lidt for høj fart bremser op på pladsen foran pigtrådshegnet. Ud af bilen springer tre ivrige personer viftende med dannebrogsflag. Det er Vibes far, mor og søster. »Hvor er det dejligt at se dig, skat«, græder Henrik Dahl. Vibes far har helt hævede øjne og må ikke forveksles med den medievante sociolog af samme navn. »Jeg så dig græde i fjernsynet, far. Jeg græd også«, siger Vibe.
