Danmarks Radio skal ikke regne med flere penge. Det står klart, efter at partiernes medieordførere fredag mødtes med kulturminister Brian Mikkelsen (K).
»Regeringen understregede i den forbindelse endnu en gang, at hverken skatteborgerne eller licensbetalerne skal belastes af DR’s dårlige økonomi, hvilket et flertal i forligskredsen bakkede op om. På dagens møde fremkom der ikke nye forslag til, hvordan DR kan tilføres nye midler, uden at det vil indebære licensforhøjelser eller belaste statskassen. Regeringen vil nu gerne give DR arbejdsro«, siger Brian Mikkelsen.



























