De afviste irakiske asylansøgere skal hjælpes i Danmark. Alt andet er fuldkommen urealistisk.
Så skarp er kommentaren fra Venstres medlem af integrationsudvalget, Ejvind Vesselbo, til Dansk Folkepartis forslag om at flytte Sandholmlejren og dermed alle de afviste irakiske asylansøgere til Irak. »Ikke klogt« »Forslaget fra Dansk Folkeparti er ikke klogt. Erfaringerne har vist, at det er meget svært at realisere. Samtidig står vi jo i det problem, at de afviste irakere ikke vil hjem og at Nordirak ikke vil modtage dem«, siger Ejvind Vesselbo, der også er sit partis miljøordfører. Dermed er der en vis uklarhed om Venstres asylpolitik. Venstres integrationsordfører Irene Simonsen kalder nemlig i dagens udgave af Jyllands-Posten Dansk Folkepartis forslag for »spændende«. Hun siger dog samtidig, at hun ikke vil diskutere forslaget i pressen. Forhold skal forbedres De afviste irakiske asylansøgere har været et politisk hot emne siden flere Venstrefolk i sidste måned gav udtryk for, at der skulle findes en løsning på deres problemer i Danmark. Siden har statsminister Anders Fogh Rasmussen lagt op til, at irakernes forhold skal forbedres med tilbud om uddannelse i Danmark, indtil de kan sendes tilbage til Irak. Og den plan støtter Ejvind Vesselbo: Ikke flere madkasseordninger »Jeg mener, at statsministeren har sagt det helt fornuftigt: Irakerne skal hjælpes her. Nu har de været igennem madkasseordninger og alt muligt andet. Nu skal de opkvalificeres, indtil det bliver sikkert at sende dem hjem«, siger Vesselbo. Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen afviser at diskutere forslaget fra DF: »Den slags tager vi bilateralt med de forskellige implicerede ministre«, siger han.




























