To 15-årige skolepiger fra Ry fik fredag en voldsdom for at have rykket en 14-årig pige i håret under et frikvarter på Mølleskolen.
Dommeren gjorde dommen betinget og uden strafudmåling, hvor anklageren havde krævet en betinget dom på 60 dages fængsel. De to 15-årige piger kommer også under kommunalt opsyn, oplyser den enes forsvarer, Mikel Jensen. »Der var tale om gensidige provokationer. Det her er, hvad der kan ske i en skolegård, og det burde aldrig være kommet længere end inspektørens kontor«, siger forsvareren. Forud for voldsepisoden for halvanden måned siden havde pigerne generet hinanden på chatsider på internettet og over mobiltelefon.




























