Danmarks nye socialliberale parti er økonomisk langt mere liberalt end socialt.
I hvert fald vil partiets skattepolitik, hvor arbejde maksimalt skal beskattes med 40 procent, føre til en dramatisk omfordeling i samfundet og samtidig gøre Danmark til et af de indkomstskattemæssigt mest attraktive lande for højtlønnede i den vestlige verden – mere attraktivt end både USA og England. »Ny Alliance vil gerne være et ansvarligt socialt parti. Skal man tage det alvorligt, er der en skærende kontrast til deres skattepolitik. Eller også er det ren populisme«, siger direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har regnet på effekterne af det nye partis udmeldinger omkring skatten, der allerede har rejst nye krav fra medlemmer af de borgerlige partier om skattelettelser – krav, statsministeren hidtil kategorisk har afvist. Højst 40 pct. Ikke at der er meget at bygge på – partiets politik er hidtil mest formuleret i hurtige overskrifter. Hvad angår skatten, siger partiet følgende: Ingen må betale mere end 40 procent i skat af arbejde.



























