Den øverst politisk ansvarlige for gårsdagens beslutning om at rydde Cigarkassen på Christiania, finansminister Thor Pedersen (V), afviser den voldsomme kritik af indgrebets timing.
Både Socialdemokraterne, Enhedslisten, christianitter og deres advokat Knud Foldschack har kaldt det tåbeligt at rydde et skur på et tidspunkt, hvor beboerne var tæt på at tilslutte sig den normaliseringsaftale, som parterne har forhandlet om gennem to et halvt år.



























