Lotte Bundsgaard: Tid til at skifte livsbane

Lotte Bundsgaard under en debat i Folketinget.
Lotte Bundsgaard under en debat i Folketinget.
Lyt til artiklen

Socialdemokraternes Lotte Bundsgaard genopstiller ikke, når der næste gang skal vælges medlemmer til Folketinget.

Bundsgaard har efter ti år i dansk politik fået nok, og i stedet begynder hun som studerende på Syddansk Universitet, hvor hun skal læse en overbygning i journalistik. »Der skal ske noget nyt. Jeg har været Folketingsmedlem i ti år, og selv om det har været fantastisk, så ville jeg ikke lade muligheden for at læse journalistik gå fra mig«, siger Lotte Bundsgaard, der har overvejet beslutningen om at trække sig fra politik i nogle måneder – en beslutning, der blev endelig, da hun blev optaget på SDU. Ungt medlem af Folketinget Lotte Bundsgaard kom i Folketinget i en alder af 24 år. På det tidspunkt var Bundsgaard nyuddannet lærer med bare et enkelt års erfaring fra arbejdsmarkedet. Og det er det arbejdsmarked, som Bundsgaard nu gerne vil tilbage til. »Jeg ved ikke, hvilken type journalist, jeg skal være. Jeg tager det ikke for givet, at jeg skal arbejde med politisk journalistik – jeg har det bare sådan, at jeg har mødt så mange mennesker, som jeg gerne ville skrive om, og det får jeg chancen for nu«, siger Lotte Bundsgaard. Du blev for et år siden fyret som politisk ordfører. Har det haft afgørende betydning for din beslutning? »Nej, overhovedet ikke. Jeg har siddet som integrationsordfører og haft et fortrinligt samarbejde med Helle Thorning-Schmidt (socialdemokraternes leder, red.). Det er simpelthen et udtryk for, at der skulle ske noget nyt. Jeg ved godt, det er kedeligt, men det var bare nu, hvis jeg skulle prøve noget andet end at være politiker«, siger Lotte Bundsgaard, der fortsætter som integrationsordfører frem til socialdemokraternes sommergruppemøde i august. Med herkomsten af Ny Alliance ser Socialdemokratiet ud til at være meget langt fra regeringsmagten. Har det haft betydning? »Nej, det har det ikke. I de ti år jeg har været med, har vi været dømt ude så mange gange, men er alligevel kommet tilbage. I politik kan tingene ændre sig lynhurtigt, og det kommer de til at gøre igen«. Melder du dig ud af partiet? »Nej, det tror jeg ikke. Det kan jo være, at jeg bliver nødt til det, når jeg skal være journalist, men ellers er jeg stadig socialdemokrat«, siger den tidligere boligminister, der fik 11 måneder i ministeriet tilbage i 2001. »Jeg mener, at man skal have været minister i 12 måneder, for at opnå retten til ministerpension, når man bliver 65. Så desværre manglede jeg lige tre uger«. »Men fred være med det. Jeg er jo fra Fyn, og der har vi heldigvis ikke de høje boligpriser, som I holder jer i København«, siger Lotte Bundsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her