Naser Khader bekræfter, at Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo har været på vej over til Ny Alliance.
Det sker efter, at Vesselbo har afvist oplysningerne om et forestående partiskifte som det »pure opspind«. »Normalt kommenterer vi i Ny Alliance ikke, hvem vi er i dialog med. For det er vi med en del. Men i denne sag er vi nødt til at sige, at vi har været i dialog med Eyvind Vesselbo, og vi har haft en forståelse af, at han var interesseret i at skifte til Ny Alliance. Hvis han har ombestemt sig i sidste øjeblik, så har vi fuld forståelse for det«, siger Naser Khader: »Vi er faktisk enige med ham i hans holdning til asylpolitikken, asylbørnene og de afviste irakiske asylansøgere«. Khaders oplysninger er i direkte modstrid med Vesselbos udtalelser efter Venstres gruppemøde.




























