Enhedslisten kræver handling af regeringen efter Irans forårsoffensiv mod unge, der bryder med regimets opfattelse af korrekt påklædning. Og den holdning karambolerer ikke med, at venstrefløjspartiet selv opstiller den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid, siger partiets udenrigsordfører. »Asmaa er ikke udsat for tvang, og det er lige præcis forskellen. Folk må frivilligt finde ud af, hvordan de går klædt, og det skal staten ikke bestemme. I Iran prøver staten at påtvinge kvinderne en bestemt beklædningsform. Og det er både vi og Asmaa imod«, siger Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen til politiken.dk. Fire spørgsmål til ministeren Han har stillet fire paragraf 20-spørgsmål til udenrigsminister Per Stig Møller (K), hvori han vil have klarhed over regeringens holdning til de iranske overgreb.
Han vil bl.a. vide, om Danmark enten selv eller i EU-regi har taget initiativ til at stoppe overgrebene og eventuelt overvejer handelssanktioner. Frank Aaen er blevet opmærksom på overgrebene efter at have set billeder af civile iranere, der udsættes for vold som følge af deres påklædning.




























