Det var helt ok, da beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) bad sine embedsmænd om at regne på de økonomiske konsekvenser af Nyrup-regeringens lempelige flygtningepolitik. Det fastslår professor i forvaltning fra Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen. »Det er altid en hårfin grænse. Men en tommelfingerregel er, at embedsmænd gerne må producere notater til regeringen, som den kan bruge i politiske diskussioner i Folketinget. Og det er vel fuldt dækkende for den beregning«, siger professoren, der dog samtidig understreger, at han ikke har set det omtalte flygtningenotat fra Beskæftigelsesministeriets analyseenhed. Mere i skat Ifølge notatet ville en videreførelse af Nyrup-regeringens flygtningepolitik betyde, at danskernes økonomiske råderum ville blive indskrænket med 12,1 milliarder om året. Det ville svare til, at danskerne skulle betale 2,5 procentpoint mere i bundskat. I går beskyldte Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, regeringen for at misbruge sine embedsmænd til at lave partipropaganda.
Han henviste til, at Socialdemokraterne allerede under Mogens Lykketofts formandskab tilsluttede sig regeringens stramme udlændingepolitik. Mudderkastning Derfor kan beregningerne ikke bruges til andet end politisk mudderkastning. Og den slags må Venstre bruge sin pressetjeneste til og ikke statsansatte embedsmænd, mener Sass Larsen. Men deri er Claus Haagen Jensen uenig. »Både de radikale, SF og Enhedslisten er jo partier, som er stærkt kritiske overfor regeringens udlændingepolitik. Og de skal ved et eventuelt regeringsskifte agere støttepartier eller regeringspartnere for Socialdemokraterne. Derfor er det vel helt i orden, at man regner på, hvordan en mere lempelig flygtningepolitik vil påvirke dansk økonomi«. Hypotetisk Sass Larsen har også fremhævet at selve udgangspunkt for beregningerne er så hypotetisk, at det nærmest er ubrugeligt. Blandt andet mener han ikke, at man i dag kan sige noget som helst om flygtningestrømmenes sammensætning i fremtiden. Beregningerne blev brugt af Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, da han i sin ordførertale under gårsdagens afslutningsdebat i Folketinget langede ud efter Socialdemokraternes udlændingepolitik.



























