Mand ville grave sin morfar op

Lyt til artiklen

En 23-årig mand fra København blev torsdag sendt hjem fra politigården i Helsingør med en sigtelse for gravskænderi hængende over hovedet, skriver Helsingør Dagblad. Det skete, efter at han var blevet set ved sin morfars gravsted, hvor han forsøgte at grave sig ned til kisten.

Da gartneren onsdag klokken ni kom på arbejde på Grønholt Kirkegård, bemærkede han første gang manden og råbte ham an, men den ukendte forsvandt fra stedet. Det viste sig, at han havde nået at grave et 120 centimeter langt, 80 cm bredt og 120 centimeter dybt hul i graven - dog ikke dybt nok til at nå ned til kisten. Kirkegårdsledelsen anmeldte sagen til politiet, som sendte en patrulje til kirkegården. Men der var ingen spor af den uautoriserede graver. Gravede igen næste dag Men torsdag morgen var han på spil igen. Klokken cirka halv syv meddelte kirkegårdspersonalet, at manden sad ved gravstedet og gravede. Denne gang nåede politiet frem i tide, og den 23-årige blev taget på fersk gerning. Manden havde en taske med. I den lå blandt andet et eksemplar af bibelen og en hvidløgsranke. På politigården lykkedes det ikke politiet at få andet at vide af den 23-årige, end at han ville grave sin morfar op for at få ordnet nogle »uafklarede affærer«", som han havde med ham. Morfaren har ligget begravet på Grønholt Kirkegård i mere end et år, erfarer Helsingør Dagblad. En undersøgelse af den anholdtes baggrund afslørede, at der var tale om en stærkt skizofren mand, som for nylig var blevet udskrevet fra Rigshospitalet. Han har ikke tidligere været i politiets søgelys, så efter endt afhøring blev han kørt til sin bopæl.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her