SF mener, at nye svar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afslører, at danske lejesoldater har arbejdet for den amerikanskledede besættelsesadministration i Irak. Bevogtning og 'factfinding' Anders Fogh Rasmussen skriver i en række svar til SF's forsvarspolitiske ordfører, Villy Søvndal, at danske sikkerhedsfolk fra 'et dansk firma i en periode i 2003 har udført bevogtningsopgaver for Koalitionens civile administration i Basra'. Statsministeren oplyser samtidig, at et andet dansk firma i 2003 har 'gennemført en factfinding mission i Basra området i Irak for en klient'. Firmaet har også 'bidraget til et firma med sporhunde, som kan detektere bomber eller sprængstof'. SF: Ny forklaring fra Fogh Dermed har Anders Fogh Rasmussen vendt på en tallerken i forhold til, hvad han tidligere har sagt om sagen, mener SF. I begyndelsen af maj fastslog statsministeren, at han ikke havde kendskab til, at der skulle være eller havde været danske sikkerhedsfolk eller lejesoldater i Irak. Villy Søvndal fra SF konstaterer, at det nye svar 'er i lodret modstrid med det, som statsministeren tidligere har oplyst'. »Jeg kan kun opfordre Anders Fogh Rasmussen til altid at holde sig til sandheden. Så er det nemmere at huske sine forklaringer bagefter. Det her er endnu et eksempel på, at regeringen pakker tingene ind og bruger undladelser og fordrejninger i sine svar om krigen i Irak«, siger SF s forsvarspolitiske ordfører til Ritzau. Fogh afviser Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser, at sikkerhedsfolkene falder ind under definitionen lejesoldater. »Kendsgerningen i henhold til folkeretten er, at lejesoldater er folk, der er hvervet med henblik på og rent faktisk tager direkte del i kamphandlinger«, skriver statsministeren i en pressemeddelelse. »Folk der bevogter den civile administration i Basra er ikke lejesoldater. Det er vagter, som beskytter civile, der arbejder for at fremme stabilitet og genopbygning i Irak«, skriver Anders Fogh Rasmussen. SF s forsvarspolitiske ordfører har tidligere advaret om, at brugen af lejesoldater skaber en juridisk gråzone.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























