Der er – stadigvæk – intet at komme efter. Udenrigsministeriet har gransket Europarådets rapport, som ellers afslører, at Danmark sammen med de andre NATO-lande har blåstemplet ulovlige CIA-aktiviteter i en hemmelig aftale. »NATO tog allerede i går afstand fra denne påstand. Selv om dette fandt sted under den tidligere regering, har jeg også undersøgt sagen. Og jeg kan klart afvise, at der er noget som helst grundlag for denne påstand«, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K). Oppositionen kræver undersøgelse Han har gentagne gange afvist over for både Folketinget og den danske presse, at regeringen har tilladt bortførelser og fangetransporter foretaget af den amerikanske efterretningstjeneste. Med rapporten fra Europarådets særlige rapportør vedrørende CIA-aktiviteter, Dick Marty, har Enhedslisten kaldt ministeren i samråd. Den samlede opposition har gentaget ønsket om en uafhængig undersøgelse af Danmarks samarbejde med CIA siden 11. september 2001. »Jeg kan konstatere, at Danmark heller ikke er nævnt i denne rapport om påståede hemmelige CIA-aktiviteter i Europa. Allerede derfor ser jeg ikke noget behov for, at regeringen tager nye skridt i denne sag«, afviser Per Stig Møller i en pressemeddelelse. Tager afstand fra hemmelige fængsler I Europarådets rapport lyder det, at Polen og Rumænien mellem 2002 og 2005 har huset hemmelige fængsler, som CIA har benyttet til at tilbageholde mistænkte, som ikke er sat for en domstol. »Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen tager skarpt afstand fra anvendelsen af hemmelige fængsler – også i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme. De anklager, som fremsættes i rapporten mod Polen og Rumænien, er alvorlige. Hvis de skulle vise sig at være rigtige, vil jeg tage kraftigt afstand fra det. Men regeringerne i de to lande har blankt afvist beskyldningerne«, siger udenrigsministeren. Oplysningerne i rapporten fra Europarådet er baseret på vidnesbyrd fra 30 nuværende og tidligere ansatte i de europæiske og amerikanske efterretningstjenester.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























