Der er ingen rygende pistol, og der er derfor ikke noget at diskutere. Sådan lyder meldingen fra Per Stig Møller (K) forud for et møde med de 26 andre udenrigsministre i næste uge i Luxembourg. Efterlyser beviser Dermed skyder han med skarpt mod den rapport fra Europarådet, som blandt andet påstår, at der har været hemmelige CIA-fængsler i EU-landene Polen og Rumænien. »Jeg har været med til at spørge de to lande, om der er noget om det, og de afviser det pure. Jeg vil ikke stille mig op og sige, at de to lande lyver for os. Der må være et bevis, før jeg kan foretage mig mere. Men hvis det viser sig, at der har været hemmelige fængsler, er jeg kraftigt imod det, og så vil det blive en sag«, siger Per Stig Møller til politiken.dk. Langer ud efter Europarådet Han slår fast, at sagen ikke vil blive drøftet på udenrigsministermødet mandag og tirsdag. Diskussioner vil der heller ikke komme om påstanden fra Europarådet om, at de 19 NATO-lande og USA indgik en hemmelig aftale om at åbne det europæiske luftrum for amerikanske fly og fangetransporter i oktober 2001. Ifølge Europarådets særlige rapportør vedrørende CIA-aktiviteter, Dick Marty, skaber den hemmelige del af aftalen »grundlaget for, at CIA kan internere højt vurderede fanger på europæisk grund«. Per Stig Møller ryster på hovedet af oplysningerne. Misforståelse af et dagsordenspunkt Udenrigsministeriet har gransket aftalens indhold, og den daværende NATO-ambassadør, Niels Egelund, har afvist, at alliancen gav USA grønt lys til at bruge Europas luftrum til hemmelige fangetransporter. NATO har sagt det samme, påpeger udenrigsministeren, hvorfor han retter skytset mod Europarådet: »Man har set en dagsorden og misforstået et dagsordenspunkt. Det siger noget om kvaliteten af det arbejde, Europarådet har lavet«, siger Per Stig Møller. Dick Marty baserer beskyldningerne på 30 vidnesbyrd fra nuværende og tidligere efterretningsfolk fra USA og Europa. Daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) har nægtet kendskab til en hemmelig del af aftalen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har fortsat ingen kommentarer til den kontroversielle sag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























