Skattesvindlere ryger i nettet

Lyt til artiklen

Det trækker op til et kæmpeopgør med danske velhavere og kendisser, der har skjult formuer og indtægter for det danske skattevæsen på bankkonti i eksempelvis Schweiz, Luxembourg eller Gibraltar, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag. Skattevæsenet har siden 2005 jagtet ejerne af udenlandske kreditkort, der har været brugt til indkøb for over 500.000 kr. i Danmark, og det har ledt myndighederne på sporet af hidtil ukendte danske formuer tjent af alt lige fra filminstruktører og professionelle sportsfolk til velbjærgede virksomhedsejere. Målet er en millard til statskassen Skattevæsenet har netop udvidet sine undersøgelser med nye typer kreditkort, og det har øget antallet af sager, som myndighederne efterforsker, med 300 personer. I forvejen gransker myndighederne 250 kortholdere, og skattevæsenet har desuden afsluttet 60 sager, som har resultateret i efterbetaling af skatter for 10 mio. kr. De sager har dog også været de nemmeste, og projektleder i Skat, Ove Christensen forventer langt større tal: »Vi har et mål om, at projektet skal give efterbetalinger af skatter på en milliard kroner. Det er kun et internt mål, men der er ingen tvivl om, at der bliver tale om hundredevis af millioner,« siger han. Alvorlig kriminalitet De mest alvorlige af sagerne bliver afleveret til bagmandspolitiet, der kan udskrive bøder eller rejse straffesager med krav om fængselsdomme. Groft skattesvig takseres med fængselsdomme på op til otte år og bøder, der modsvarer det beløb, som er blevet unddraget skattevæsenet. »Det er altså meget alvorlig kriminalitet, vi taler om,« siger vicestatsadvokat i bagmandspolitiet Tomas Frydenberg. Bagmandspolitiet har indtil videre fået 16 sager, hvoraf politiet selv efterforsker syv. Resten vil blive efterforsket i de lokale politikredse. Ifølge Frydenberg er der tale om sager, der hver for sig løber op i store millionbeløb, og bagmandspolitiet har foreløbigt rejst sigtelser i fem tilfælde. Han vil ikke fortælle, hvad det er for personer, der er i politiets søgelys, men han fortæller, at det som regel kommer bag på dem, at politiet er involveret.

Overrasket over politiindblanding

»Det er folk, som end ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig en straffesag. De tror, at det er et rent skatteadministrativt spørgsmål, som de kan afklare med skattevæsenet. Men sådan fungerer verden altså ikke. Man slipper jo heller ikke for en voldssag, fordi man siger undskyld til offeret bagefter,« siger Tomas Frydenberg. På baggrund af den foreløbige succes for projektet overvejer Skat nu at bruge erfaringerne til at lave profiler på potentielle skattesvindlere, som der skal holdes et særligt vågent øje med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her