De skulle have diskuteret, hvordan Danmark kan bidrage til genopbygningen af Irak, når de danske tropper rejser hjem til august. Men paradoksalt nok er sikkerhedssituationen i Bagdad så ringe, at den irakiske viceudenrigsminister Labeed M. Abbawi ikke som planlagt kunne rejse til Danmark, hvor han i dag skulle have mødtes med udenrigsminister Per Stig Møller (K). Bombningen af den Gyldne Moske – en af shiamuslimernes vigtigste helligdomme – i Samarra 90 kilometer nord for Bagdad i lørdags udløste et udgangsforbud og efterfølgende kaos. UM: Ikke forværret sikkerhed For godt en måned siden skrev Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin årlige trusselsvurdering for Irak, at »situationen har udviklet sig til borgerkrig«. Men i Udenrigsministeriet nedtones aflysningen af mødet.
Politiken.dk har fået følgende udtalelse: »Udenrigsministeriet understreger, at udsættelsen af alene sker af praktiske årsager grundet et udgangsforbud i Bagdad. Udsættelsen skyldes derfor ikke en forværring af sikkerhedssituationen«. Indsats fortsætter upåvirket Delegationen fra Irak skulle have deltaget i en tre dage lang workshop om »det dansk-irakiske samarbejde om genopbygningen af Irak med fokus på bl.a. kapacitetsopbygning, menneskerettigheder, migration og retsreformer«.




























