Efter en 'Operation Danmark rundt på 180 dage' med besøg i alle regioner fremlagde Venstre mandag en trafikplan med fire nye broer og udbygning af en lang række vejstrækninger.
De fleste steder går øvelsen ud på at lave motorveje, der er lidt dyrere end motortrafikveje, men sikrere. Partiet venter, at biltrafikken på de danske landeveje vil vokse med mellem 70 og 90 procent frem til 2030. For at forhindre at de mange ekstra biler belaster boliger med støj, skal støjdæmpning fremover være en mere naturlig del af vejprojekterne. Det skal ikke være noget, der kan til- og fravælges, mener Venstre. For eksempel skal alle statslige vejprojekter i bymæssig bebyggelse fremover belægges med støjbegrænsende asfalt. Partiet vil afsætte yderligere 200 millioner kroner over de næste 10 år til at bekæmpe støj langs veje og jernbaner. Nye broer En ny bro over Randers fjord er med på Venstres trafikpolitiske ønskeseddel, der ikke er prioriteret. Trafikplanen udsendes til debat, og der vil først blive sat nummer på på et senere tidspunkt. Randers Fjord broen skal bidrage til at lave et alternativ til Storebæltsforbindelsen. Projektet hænger blandt andet sammen med et forslag om at etablere motorvej fra Holbæk til Vig i Odsherred. Over Roskilde Fjord ved Frederikssund skal en ny bro aflaste den eksisterende Kong Frederiks Bro, hvor der i dag er store køproblemer. Desuden er en tredje limfjordsforbindelse med på listen. Her foretrækker partiet af de tre fremlagte løsninger den vestlige Egholmlinje. Endelig er Venstre varm fortaler for en vej-og jernbanebro over Femern Bælt finansieret med lån og brugerbetaling. Fordele for bilerne Planen bærer præg af, at Venstre prioriterer en oprustning på vejområdet højt til fordel for biltrafikken. Der er udpeget i alt 20 vejstrækninger over hele landet, der skal udvides for at skaffe plads til mere trafik. Blandt andet skal Køge Bugt motorvejen udvides fra seks til otte spor og Ring 4 udvides mellem Taastrup og frederikssundmotorvejen. På jernbaneområdet støtter Venstre den aftale om at rette op på efterslæbet i investeringer i skinner, sporskifter og signaler, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Derudover afventer partiet prioriteringerne fra infrastrukturkommissionen.




























