Mens den danske regering ikke umiddelbart har kunnet love irakiske tolke tilknyttet den danske hær asyl i Danmark, har to irakiske tolke, der har arbejdet for USA’s hær og en amerikansk hjælpeorganisation, fået ophold i Danmark. Den ene mandlige irakiske statsborger oplevede i forbindelse med sit arbejde som tolk hos amerikanerne, at hans navn blev offentliggjort på lister med dødstrusler, ligesom tolkens lillebror efterfølgende blev kidnappet. Familiens hus blev ligeledes nedbrændt. På den baggrund meddelte Flygtningenævnet i februar 2007, at tolken kunne få ophold i Danmark. Det står i notatet »Praksis vedrørende Irak«, som Flygtningenævnet har offentliggjort på sin hjemmeside. Flere lignende sager Ifølge specialkonsulent Louise Juelskjær fra Dansk Flygtningehjælp findes der også en lignende sag med en anden irakisk tolk, der arbejdede for USA og som nu har fået ophold i Danmark. »Praksis i disse sager må derfor være, at Flygtningenævnet giver ophold til personel, der har arbejdet for koalitionen i Irak. Såfremt de selvfølgelig kan vise, at de er forfulgt og deres liv er i fare«. Kristen truet under Muhammed-krisen Også en anden iraker, der arbejdede for USA i begrænset omfang har fået ophold i Danmark på grund af trusler. Manden er kristen og blev også truet under krisen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger, fordi hans familie opholder sig i Danmark. Samtidig har en fjerde iraker ifølge Louise Juelskjær fra Dansk Flygtningehjælp fået ophold i Danmark, fordi han leverede udstyr til den amerikanske hær og siden blev truet.
Med til billedet hører også, at flere andre irakere, som arbejdede for USA, er blevet afvist ophold i Danmark, fordi de ifølge Flygtningenævnet ikke kunne sandsynliggøre, at de var blevet truet. To danske tolke døde I øjeblikket sidder en tværministeriel arbejdsgruppe og arbejder på løsninger for 21 danske tolke, som har arbejdet for den danske hær. Danske officerer har siden januar advaret om, at de irakiske tolke var i fare for at blive dræbt af lokale militser. Men dengang afviste forsvarsminister Søren Gade, at tolkene kunne få ophold i Danmark. Siden er det kommet frem, at to danske tolke døde efter at have arbejdet for den danske hær.



























