Regeringen præsenterede i dag sit udspil til et nyt forsvarsforlig. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) kalder udspillet for 'den største forandring af det danske forsvar nogensinde', og siger samtidig, at regeringen med et nyt forlig vil tage 'et opgør med de sidste rester af Den Kolde Krig'. Budget fastholdes Selv om truslen mod de danske grænser ikke længere er synlig, så vil regeringen fastholde forsvarets årlige budget på 19,1 milliarder kroner om året i perioden fra 2005 til 2009. Men pengene skal bruges anderledes. Fremover skal flere danske soldater deltage i internationale operationer samt terrorberedskab, mens færre skal bruges til at sikre de danske grænser. Derfor vil regeringen droppe raketforsvaret med Dehawk luftforsvarsmissilerne samt skrotte 180 kampvogne. Til gengæld skal Søværnet i de næste fem år investere i materiel for 7 mia. kr. - herunder tre nye ubåde. Værnepligt på tre måneder Hærens grundstamme skal bestå af to brigader på hver omkring 4.000 mand, hvor målet er, at Danmark kan have 2.000 soldater ude til internationale opgaver på én gang, hvilket er dobbelt så mange som i dag. Samtidig vil regeringen skære i værnepligten, så de nuværende ni måneder i trøjen bliver til tre måneder. Også hjemmeværnet beskæres og må fremover klare sig med 400 millioner kroner årligt, hvilket er 300 millioner kroner mindre end i dag. Regionale hensyn ved kaserne-lukninger Forsvarsudspillet betyder også lukning af en række kaserner. Men ifølge forsvarsministeren, er der i regeringens oplæg taget 'regionalpolitiske hensyn' til yderområderne Bornholm, Sønderjyllands Amt og Nordjyllands Amt, og derfor er der ikke 'behov for at lukke et hav af kaserner', siger Svend Aage Jensby. Der er dog ikke taget hensyn til Sjælsmark Kaserne og Jægersborg Kaserne, der lukkes, mens Søværnets Grundskole i Auderød flyttes til Frederikshavn, mens Auderødlejren ved Frederiksværk lukkes. Derudover flyttes en række enheder rundt i landet, blandt andet samles ingeniørtropperne i Skive. Håber på bredt forlig Svend Aage Jensby håber at få et bredt politisk forlig om forsvaret, og forhandlinger går i gang med det samme. »Jeg håber, at vi kan blive enige, når vi er enige om NATO-medlemskabet, de tætte bånd til USA og den aktive udenrigspolitik. Skulle de samme partier så ikke kunne blive enige om forsvarsforliget. Jeg er optimist«, sagde forsvarsministeren ved fremlæggelsen af udspillet. Lunken modtagelse Men udspillet får dog en lunken modtagelse blandt partierne udenfor regeringen. Socialdemokraterne, der er med i det nuværende forsvarsforlig, efterlyser mere reform, mens kritikken er skarpere fra De Radikale og venstrefløjen. Men regeringen kan regne med opbakning fra Dansk Folkeparti, der dog er betænkelige ved nedskæringerne i værnepligten og hjemmeværnet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























