Siden den omstridte Taarbæk-præst, Thorkild Grosbøll, blev suspenderet af biskop Lise-Lotte Rebel, har Kirkeministeriet iværksat en høring af de implicerede parter. Alle på nær menighedsrådet. Og det vækker harme i Taarbæk Sogn. Menighedsrådet har nu på eget initiativ sendt et høringssvar til Kirkeministeriet. I brevet henviser menighedsrådet til paragraf 39, stk. 2 i loven om menighedsråd, der siger, at en tilsynsmyndighed er forpligtet til at høre menighedsrådet selv. »Biskoppen har simpelthen glemt at høre os. Vi blander os ikke i, hvad hun tænker om teologi, men hun er en usædvanlig dårlig administrator«, kritiserer menighedsrådets formand, Lars Heilesen. Principiel fejl Menighedsrådet bakkes op af lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen, der dog ikke mener, at der er begået en juridisk fejl. »Jeg er enig med menighedsrådet i, at selvfølgelig skal de høres. Derfor mener jeg, at der er sket en principiel og teologisk fejl. Men det er et gammelt system, at menighedsrådet skal passe det ydre, mens præsten, biskoppen og ministeriet skal tage sig af det teologiske. Derfor er der ikke taget højde for, at menighedsrådet burde høres i denne sag«, siger han. Opbakning til Grosbøl I høringssvaret bakker menighedsrådet Thorkild Grosbøll op og fraråder, at sagen om ham rejses ved en præsteret eller som tjenestemandssag. Samtidig ønsker menighedsrådet, at Thorkild Grosbøll snarest får lov til at genoptage sit virke som sognets præst. »Det er en straf i sig selv at fritage Thorkild Grosbøll for tjeneste. En eventuel sag ved præsteretten kan tage op til fem år, og det er simpelthen en for hård straf at gøre en mand arbejdsløs, inden domstolen overhovedet har afgivet svar«, siger Lars Heilesen. Når høringsfristen udløber 1. september, er det justitsminister Lene Espersen (K), der skal afgøre, om Thorkild Grosbølls sag skal for præsteretten. Sagen er blevet flyttet fra kirkeminister Tove Fergos (V) skrivebord, efter at der er rejst tvivl om hendes habilitet i sagen. Savner sjælehyrden Kirkegængerne i Taarbæk Sogn må indtil videre lade sig nøje med forskellige præstevikarer. Men det er ikke en holdbar situation, mener Lars Heilesen: »Det er Thorkild Grosbøll, som folk vil høre. Vi kan ikke leve tre til fem år med en ny præst hver søndag. Thorkild er præsten i byen. Man møder ham på havnen, ved købmanden og på boule-banen. Alle kender ham, og han er en fantastisk sjælehyrde«, siger han. Grosbøll blev suspenderet 10. juni af biskop Lise-Lotte Rebel for at have skabt forvirring om folkekirken, efter at han havde sagt, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN
tema




























