Socialdemokraterne truet af grå hår

Lyt til artiklen

Socialdemokraternes karakteristiske røde rose er ved at visne. Blandt Folketingets partier har Socialdemokraterne således den mindste andel af unge i sit vælgerkorps. Ved det seneste folketingsvalg var kun en ud af ni S-vælgere under 30 år. Vælgere dør med tiden Til gengæld har partiet flest vælgere over 50 år, men de ældre dør med tiden, og derfor har partiet behov for en ny plan, som retter sig mod de yngre generationer. Det mener lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen. »I værste fald er perspektivet jo, at Socialdemokraterne er på vej ud af historien som stort parti, hvis ikke de kan genopfinde nogle plusord, som kan få ny betydning for vælgerne«, siger Johannes Andersen. »Det er jo det, Venstre har gjort. De har simpelthen omfortolket deres politik med ord som »marked« og »frit valg«, så Venstres politik ikke længere er knyttet an til gammeldags begreber fra højskoleliberalismen,« fortsætter Johannes Andersen til Ugebrevet A4. Mere ung med de unge Socialdemokraternes folketingsgruppe erkender, at partiets egen ældrebyrde er en udfordring. »Social lighed, solidaritet eller sammenhængskraft siger ikke de nye generationer så meget«, vurderer udenrigsordfører Jeppe Kofoed, der selv er 32 år. »Jeg tror, vi skal tale på en ny måde om politik, for eksempel om, at rigdom også handler om overskud til at have en forskellighed i vores samfund og en rigdom til at give folk nogle spændende udfordringer i livet«, siger Jeppe Kofoed ifølge A4. De unge vælger Ny Alliance og de radikale Men at iklæde de traditionelle fordelingspolitiske budskaber med mere moderne klude er ikke nok for Socialdemokraterne, vurderer valgforsker Jakob Rathlev. I en ny valgundersøgelse har han analyseret forskellige aldersgruppers stemmeafgivning. »Det, man kan se, er, at på værdipolitikken ligger den yngste generation til venstre, mens de faktisk ligger til højre på fordelingspolitikken. Det er noget af det, Ny Alliance og Det Radikale Venstre vinder på. Men det er også her, Socialdemokraterne falder igennem, fordi de ligger forkert på begge skalaer«, siger Jakob Rathlev, ph.d-stipendiat på Aalborg Universitet. Han uddyber, at de yngre generationer eksempelvis er langt mere tolerante over for indvandrere og efterkommere end de ældre. Socialdemokratiet har ikke været enig med sig selv i spørgsmålet, og det har fået de yngre til at vende tommelfingeren nedad, siger han. 57 procent af de Socialdemokratiske vælgere tilhører nu aldersgruppen 50+. De grå lokker er også fremtrædende i Dansk Folkepartis vælgerskare, som har den største andel af de vælgere, som er født før 1929.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her