Politikere kan fremover bruge endnu flere skattekroner på middage og andre fornøjelser. Samtidig kan Peter Brixtofte gnide sig i hænderne forud for landsretssagen i oktober. Det er ifølge en ekspert i offentlig ret konsekvensen af, at Indenrigsministeriet har sagt god for en skattebetalt fest på et hotel i Rebild for nordjyske regionspolitikere. Åbner en ladeport »Indenrigsministeriets beslutning åbner en ladeport af muligheder for at spise og drikke, når man er lokalpolitiker. Jeg tror, vi går en jul i møde, hvor det bliver sjovere at være kommunalbestyrelsesmedlem«, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. Det omstridte budgetarrangement i Nordjylland blev aflyst i november, da den statslige tilsynschef, Claus Rosholm, anså det som en fornøjelsestur, at der stod middag, underholdning og overnatning på programmet for både politikere, lokale journalister samt deres bedre halvdele. Forberedelsesudvalget for Region Nordjylland, der havde arrangeret festlighederne, klagede efterfølgende til Indenrigsministeriet, der nu på stort set samtlige punkter afviser den nordjyske tilsynsmyndigheds indvendinger. Håndsrækning til Brixtofte Blåstemplingen af den kontroversielle budgetfest for både politikere, journalister og deres ægtefæller er en gave til Peter Brixtoftes forsvar forud for straffesagen, vurderer Sten Bønsing.
Brixtofte blev i retten i Hillerød idømt to års fængsel for mandatsvig og embedsmisbrug. Dommen blev anket og skal altså nu for landsretten. »Forsvarerne i Brixtofte-sagen har nu et godt kort på hånden i landsretssagen, hvor de sidder med Indenrigsministeriets afgørelse. Der er ingen tvivl om, at forsvarerne vil bruge dette bilag som dokumentation for, at politikere kan spise og drikke for omkring 1.000 kroner uden problemer«, siger Sten Bønsing til politiken.dk. Brixtofte siger tak En af den tidligere Farum-borgmesters to forsvarsadvokater tager da også kærligt imod afgørelsen fra Indenrigsministeriet forud for sagen, der indledes i landsretten 31. oktober. »Det bør være en styrkelse af vores sag – det er klart«, siger René Offersen. I sagen fra Rebild var der tale om en kuvertpris på 835 kroner. Men det var en budgetpris uden udgifter til både drikkevarer og transport, og i alt vil det løbe op i over 1.000 kroner, påpeger lektor Sten Bønsing. 1.000 kroner per kuvert var netop den maksimale pris, som retten i Hillerød kaldte passende i Brixtoftes dom.



























