Cysten

Forhænget ved hospitalssengen lød, som om det fik en flænge, dér hvor syningerne skulle holde fast om gardinstangen. Så hårdt havde mor rykket i det. Nu lå hun og græd og sagde, at så kunne det hele også bare være lige meget. Mor var vist træt af det hele. Det var Sandra også. Hun ville bare væk. Ligge for sig selv sammen med mor inde bag forhænget og glemme alle dem derude, lægerne, sygeplejerskerne, ja hele verden. Mor krummede sig sammen på Sandras hospitalsbriks med armene og underbenene om hende. Sandra græd også. Knyttede hænderne i lagnet og kunne kun tænke på de mavesmerter, der var skyld i, at hun nu var blevet indlagt for femte gang på halvandet år. Men denne gang afviste kirurgen at smide alt, hvad han havde i hænderne for at kigge forbi. Sådan havde de i hvert fald forstået det på sygeplejersken. Beskeden var, at det jo var temmelig usandsynligt, at det denne gang skulle være Sandras blindtarm – eller noget andet fysisk akut for den sags skyld – der var årsag til smerterne, når det nu ikke havde været tilfældet de fire tidligere gange. Men der måtte jo være noget galt, havde mor sagt til dem. Og denne gang måtte det være en sygdom, noget fysisk, noget med et latinsk navn, som man kunne skære væk eller give medicin mod. Sandra havde jo fået det meget bedre med sig selv her på det seneste. Hun var begyndt at smile igen. Havde fået mere overskud, efter at de sammen var begyndt at planlægge morgenerne lidt bedre, så det ikke virkede helt så uoverskueligt for Sandra at tage af sted alene hver eneste morgen. Hun skulle heller ikke selv hente sine små halvsøstre så ofte fra børnehaven og vuggestuen mere. En del af ansvaret var hun nu blevet lettet for. De var jo også begyndt at tage på små tøseture sammen uden de små. Og Sandra havde flyttet skole og var landet i en klasse med gode lærere og søde kammerater. Sandra var jo også pludselig blevet meget dygtigere til det med bøgerne. Selv om hun altid havde været myreflittig, havde hun tidligere haft svært ved at koncentrere sig om at lære nyt. Men nu var hun pludselig kommet hjem med et 10-tal i en matematikprøve. Og så lige i matematik, som lærerne på den gamle skole altid havde ment, hun var så håbløs til. Jo, skoleskiftet havde gjort underværker. Mor havde siden sagt til Sandra, at hun havde haft det lidt skidt over at tænke på, hvor lang tid der egentlig var gået, inden Sandra havde fået lov til at skifte skole. Det var jo ikke, fordi Sandra havde forsøgt at skjule for hende, at stemningen var dårlig. Tværtimod havde hun i et års tid jævnlig været ked af det med skolen og de dårlige kammerater. Sandra havde jo også fortalt sin mor, at nogle af de andre bagtalte hende. Alligevel var det først, da Sandra grædende havde tigget mor om lov til at pjække efter juleferien, at hun havde reageret. Ringet på må og få til et par privatskoler, indtil en af dem nærmest mirakuløst havde et hul, som Sandra kunne få lov at fylde ud med det samme. Men nu lå de så her alligevel. Den næste morgen blev forhænget trukket til side. Den søde overlæge, som Sandra og mor havde talt med efter den anden indlæggelse, kunne fortælle, at lægerne havde holdt konference tidligere på morgenen. De var blevet enige om, at Sandras mave skulle tjekkes med en kikkertundersøgelse, og at hun skulle ned på operationsstuen senere i dag. »En cyste, og nu er den fjernet«, forklarede kirurgen bagefter. Fuldstændig ufarligt, men måske nok til, at det havde gjort ondt. Men cysten havde ikke været årsagen til de tidligere smerteture. Selv om der denne gang var en biologisk forklaring med et latinsk navn, var der stadig god grund til at tænke på Sandras stressproblemer, understregede overlægen over for moderen. I journalen blev der skrevet: »Mor skal passe på ikke at udsætte Sandra for for meget voksensnak. Det vil medføre, at Sandra føler, at hun skal tage medsvar for problemerne«.