Regeringen er ikke garant for bedre velfærd.
Tværtimod er der behov for at sætte Venstre og de Konservative under pres fra begge sider i Folketinget, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om, at der kommer til at ske noget på velfærdsområdet. Det mener Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, som dermed underbygger Socialdemokraternes strategi om at udstille regeringens interesse for velfærdsområdet som rent hykleri, skriver Berlingske Tidende. Sammen er vi bedre »Hvis det alene bliver Dansk Folkeparti, der indgår forlig med regeringen om kvalitetsreformen, så ved vi godt, hvem der skal sørge for, at der kommer ordentlig gang i velfærden. Det er ikke regeringen, tror jeg. Det vil være Dansk Folkeparti, sådan har det i hvert fald været under finanslovforhandlingerne«, siger Pia Kjærsgaard. Hun håber, at det vil lykkedes at få Socialdemokraterne med i en aftale, for som hun siger: »Sammen kunne vi gøre det bedre. Hvis man gerne vil have noget ud af det - og det vil jeg gerne - så er det godt, hvis Socialdemokraterne er med. Vi kan skubbe på regeringen«, siger hun. S tvivler på oprigtigheden Hos Socialdemokraterne tager gruppeformand Carsten Hansen godt imod Pia Kjærsgaards invitation, men han tvivler på viljen til virkelig at presse regeringen. Anders Fogh Rasmussen afviser enhver snak om, at det alene er Dansk Folkeparti, der garanterer velfærden i VKO-samarbejdet. »Det er meget naturligt, at et støtteparti gør sit yderste for at markere sin profil og slå til lyd for sine sejre. Det er Dansk Folkeparti enestående dygtig til«, siger han til Berlingske Tidende.



























