Drab på læge ryster dansk Irakprojekt

Lyt til artiklen

Dansk Flygtningehjælp er rystet, efter en af deres lokalt ansatte læger i Irak er blevet fundet torteret og skudt. Lægen, der hed Yousif Karum, havde i over tre år arbejdet hos Flygtningehjælpens minerydningsafdeling uden for den sydirakiske by Basra. Han blev sidst set mandag eftermiddag klokken 15, da han kørte hjem fra arbejde. Senere samme aften blev hans lig fundet 500 meter fra et hospital i Basra. Hospitalet i Basra informerede Flygtningehjælpen om ligfundet onsdag eftermiddag. Chef for Flygtningehjælpens internationale afdeling, Arne Vågen, tror umiddelbart ikke, drabet skyldes, at han arbejdede for den danske organisation. »Vi er meget vellidt i området og har et godt forhold til lokalbefolkningen. Vi har heller ikke modtaget nogen trusler«, siger Arne Vågen, der selv har mødt den nu dræbte Yousif Karum. »Derfor mener jeg, han er blevet dræbt af årsager, der ikke har noget med os at gøre, men vi ved ikke hvilke. Vi er lige nu ved at undersøge, om det kan have været et privat opgør eller hævn for noget, han har gjort tidligere. For eksempel hvis han på et tidspunkt har arbejdet i den irakiske hær, hvilket mange har gjort«, fortsætter Arne Vågen. Arbejdet indstillet Arne Vågen har indtil videre suspenderet arbejdet i minerydningsafdelingen i Irak, som involverer omkring 200 ansatte. Hvis det viser sig, at lægen blev myrdet på grund af sit engagement i Dansk Flygtningehjælp, og organisationen vurderer, at den står over for en bastant trussel, vil arbejdet blive helt stoppet. »Jeg stiller mig selv spørgsmålet, om jeg har undervurderet den risiko, de lokale løber ved at arbejde for os. Derfor er vi meget opsatte på at få klarlagt omstændighederne omkring mordet«, siger Arne Vågen. For nogle uger siden kom den danske regering i strid modvind, da det kom frem, at en irakisk tolk, der blandt andet havde arbejdet for de danske styrker i Irak, var blevet torteret og dræbt. Regeringen lovede kort tid efter at tilbyde beskyttelse til irakere, der var i fare efter at have arbejdet sammen med de danske styrker i det borgerkrigshærgede land. Flygtningehjælpen arbejder aldrig sammen med soldater fra koalitionen, fordi den mener, det ville ødelægge dens rolle som en rent humanitær organisation. I Irak har de ansatte i Flygtningehjælpens minerydningskorps vagter fra et privat vagtfirma med sig, når de er på arbejde. Men ikke når de har fri. Mindst 90 hjælpearbejdere er dræbt siden 2003 Dansk Flygtningehjælp har kontakt til den dræbte læges familie. Han efterlader sig kone og fire børn og to andre børn fra sit forrige ægteskab. »Vi har spurgt familien, om den har behov for støtte, og om vi kan foretage os noget. Men vi har ikke fået svar«, siger Arne Vågen. Der tegner sig på nuværende tidspunkt ikke noget klart billede af, om familien er i fare. Men hvis den nu ønsker at søge asyl i Danmark, vil Flygtningehjælpen hjælpe med vejledning. »Så vil vi henvise til de organisationer, som har mulighed for at hjælpe folk med beskyttelsesbehov – det vil i første omgang sige FN«, siger Arne Vågen. Organisationen Coordination Committee in Iraq forsøger at føre statistik over, hvor mange lokale hjælpearbejdere der er blevet dræbt siden krigens begyndelse i 2003. »Tallet er på mindst 90, men der er formentlig mange urapporterede dødsfald. Nogle er slået ihjel på grund af deres arbejde, mens andre dødsfald skyldes andre årsager. Sammenlagt er det dog klart den højeste dødelighedsrate for hjælpearbejdere i verden. Til sammenligning er der i Afghanistan dræbt under 30 hjælpearbejdere de seneste 25 år«, siger Kasra Mofarah fra organisationens kontor i den jordanske hovedstad Amman. Begravet tirsdag Den dræbte læge Yousif Karum var i midten af 50’erne. Han underviste fire dage om ugen de samaritter, som går med ud på de farlige ekspeditioner med at fjerne miner og anden ammunition. En dag om ugen arbejdede han på et hospital i Basra. »Han var en af de mest erfarne læger, jeg nogensinde har arbejdet sammen med«, siger Anna Eckhoff. Hun er administrationschef i Flygtningehjælpens lejr i Basra og den eneste danske græsrod, som endnu arbejder i det sydlige Irak med dansk støttet hjælpearbejde. Hun var gode venner med den irakiske læge og er meget berørt af drabet. »Han gik meget op i kultur. For eksempel talte han om det sted uden for Basra, hvor man mener, at Edens have lå«, siger hun. Lægen var shiamuslim Mens de fleste af Flygtningehjælpens lokalansatte i Basra bliver kørt til og fra arbejde i særlige busser, havde Yousif Karum sin egen bil. Det er formentlig på vej hjem fra arbejde, han er blevet holdt op. Yousif Karum boede i sit eget hus i Basra by med sin kone og sine børn og havde også et sommerhus i nærheden af de berømte floder Tigris og Eufrat, der løber sammen uden for byen. Ifølge Anna Eckhoff var Yousif Karum shiamuslim ligesom flertallet af befolkningen i Irak, men han var ikke kendt for have hverken stærke politiske eller religiøse synspunkter. »Han mente, at han nedstammede direkte fra profeten Muhammed, og han havde et stamtræ, som han stolt viste frem. Men for ham var det mere af kulturel interesse end af religiøs«, siger Anna Eckhoff. Yousif Karum blev tirsdag aften begravet af sin familie cirka 500 kilometer nord for Basra – i nærheden af Bagdad.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her