Politisk flertal overvejer dyrere cigaretter

Lyt til artiklen

Danske rygere kan ikke nødvendigvis regne med, at deres cigaretter bliver ved med at være mærkbart billigere end cigaretter i vores nabolande Tyskland og Sverige. Hverken Venstre, de konservative eller Dansk Folkeparti udelukker en højere dansk cigaretafgift. »Jeg synes bestemt, at vi skal overveje at fastholde ambitionen om en mindre prisforskel i forhold til Tyskland«, siger sundhedsordfører Helle Sjelle (K). »Vi bør stå ved det, vi aftalte, da vi for nogle år siden satte afgiften ned. Formålet har jo aldrig været at få folk til at ryge mere«. Aftale skulle mindske grænsehandel Hun henviser til en aftale fra 2003, da VK-regeringen og Dansk Folkeparti satte cigaretafgiften ned. Formålet var at undgå grænsehandel, da den særlige danske 24-timers regel blev ophævet. Parterne aftalte den gang, at de danske afgifter skulle op, hvis tyskerne satte deres op. Det gjorde tyskerne, og derfor satte Danmark sin cigaretafgift lidt op igen i 2005. Målsætningen var, at en pakke cigaretter skulle være omkring en krone billigere i Danmark end i Tyskland. Men siden har tyskerne igen hævet afgiften, uden at Danmark er fulgt med. Det betyder, at en almindelig pakke cigaretter i Tyskland nu koster 35 kroner, mens prisen i Danmark er 31,50 kroner. Altså en prisforskel på 3,50 kroner. Kræftens Bekæmpelse har netop opfordret politikerne til at sætte cigaretafgiften markant op, så en tyvestyks kommer til at koste 60 kroner som i Norge og Storbritannien. Eller gerne endnu mere. Det skyldes, at hver fjerde dansker stadig ryger, og at rygning er en af hovedårsagerne til dansk rekord i kræftdødsfald. Den ide afvises dog bredt politisk. »Af hensyn til grænsehandelen kan vi ikke sætte prisen så højt op«, siger sundhedsordfører Jens Peter Vernersen (S). »Men regeringen har opført sig optimalt tåbeligt ved at sætte afgiften ned og så ikke overholde sin egen aftale om at sætte den op igen, når tyskerne hævede afgiften«. Ingen aktuelle planer Venstres skatteordfører Kim Andersen understreger, at regeringen ikke har aktuelle planer om at gøre cigaretter dyrere. »Men vi er i en situation, hvor vi skal anstrenge os mere for at være mere offensive i vores forebyggelsesindsats. Derfor vil jeg ikke afvise, at vi skal se på cigaretafgiften igen«, siger han. Og det kan godt lade sig gøre inden for skattestoppet, forklarer Kim Andersen: »Hvis en forhøjelse er begrundet med sundhedshensyn, vil det ikke være i strid med skattestoppet«. Den fortolkning af skattestoppet slog finansminister Thor Pedersen (V) fast i 2005. Da den danske cigaretafgift blev sat ned, var det især Dansk Folkeparti, der lagde vægt på princippet om at følge med tyskerne, når de satte afgiften op. »Vi har i Dansk Folkeparti aldrig syntes, at det skulle være specielt billigt at ryge i Danmark, eller at vi skulle udbrede rygningen. Det har alene været et forsøg på at komme grænsehandelen til livs«, sagde DF’s gruppeformand Kristian Thulesen Dahl dengang. Mens skatteminister Kristian Jensen (V) fastslog, at »vores mål har aldrig været billige cigaretter«. DF: Vi skal følge det tyske niveau Dansk Folkeparti mener stadig, at de danske cigaretafgifter skal følge med de tyske op. »Det er stadig målsætningen, at vi skal følge det tyske niveau. Så jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi skal sætte afgiften op«, siger skatteordfører Mikkel Dencker (DF). »For det er bestemt stadig ikke vores målsætning, at cigaretter skal være særligt billige i Danmark. Tværtimod«. Med hensyn til den forebyggende indsats forventer partiernes sundhedsordførere også, at den nye rygelov om røgfrie arbejdspladser – der træder i kraft 15. august – vil få betydning. »Jeg har meget store forventninger til den nye rygelov. Vi ved, at når man gør det besværligt for folk at ryge, så er der en del, som holder op. Så jeg tror, at rygeloven vil få aktive rygere til at holde op«, siger sundhedsordfører Jørgen Winther (V), der har kæmpet for rygeloven i mange år. Holdningen rykker hele tiden Jørgen Winther forventer også, at rygeloven vil blive strammet endnu mere i løbet af nogle år. Partierne bag loven har aftalt, at den skal tages op til revision om tre år. »Holdningen rykker sig hele tiden. Men også med rygeforbuddet er vi sent ude i Danmark. Som sædvanlig«, siger Jørgen Winther. Sin holdning til højere cigaretafgifter vil Jørgen Winther kun indirekte afsløre: »Venstres officielle holdning er desværre, at man ikke vil ændre afgifterne«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her