Hvis geologerne får ret og den grønlandske undergrund er spækket med olie, så kommer grønlænderne selv til at høste gevinsten fra det sorte guld, skriver dagbladet Børsen. Anbefalingen fra den grønlandsk-danske selvstyrekommission, som afleverer sit forslag til en selvstyrelov for Grønland i september, bliver, at Grønland selv skal forvalte råstofområdet og høste indtægterne.
Eksperter skønner, der kan være op til 73 gange mere olie i den grønlandske undergrund end i den danske del af Nordsøen. »Der er opnået politisk enighed om fordelingen af indtægter fra råstoffer«, siger Frank Jensen (S), som er formand for en arbejdsgruppe for økonomi og erhverv under selvstyrekommissionen til avisen.




























