Da journalisten og forfatteren Morten Sabroe var i tyverne, hed en af hans helt store helte Ingmar Bergman.
»Jeg blev fascineret af Bergman, da jeg så en kavalkade af fire af hans tidlige film i kunstbiografen Camera på Sdr. Boulevard. Det var film som 'Det syvende segl' og 'Sommernattens smil', der havde helt fantastiske sort-hvide symbolbilleder. Bergman skabte billeder, du kunne have i drømme. Det var helt ubeskrivelige filmværker. Og i min verden kom han med sine tidlige film i liga med instruktører som Kurosawa og Fellini«, siger Morten Sabroe.



























