En flok indbrudstyve tog hårdhændede metoder i brug, da de natten til i dag besøgte Nordfyns Banks filial i Brenderup.
Kort forinden havde tyvene snuppet en rendegraver fra en nærliggende grusgrav, som de brugte til at skubbe dankortautomaten ind i selve banken. »Herefter brugte de rendegraveren til at hive automaten ud igen«, forklarer vagthavende ved politiet i Middelfart. Indbruddet skete cirka halv fire, og gerningsmændene stak af i et andet køretøj end rendegraveren. Vel at mærke med dankortautomaten. Politiet har intet signalement af gerningsmænd eller beskrivelse af flugtbil. »Men vi må næsten gå ud fra, at enkelte har set eller hørt rendegraveren. Det er ikke hver nat, at en rendegraver kører forbi vinduet«, lyder det fra vagthavende.



























