3F Sømændene vil politianmelde kaptajnen på Danica White - skibet, der blev kapret af pirater ud for Somalias kyst.
Fagforbundet, der fører sag for de frigivne sømænd, anklager kaptajnen for at vægte rederiets interesse i skibet højere end frigivelsen af sømændene på skibet, skriver gratisavisen 24timer. »Kaptajnen har på tv fortalt om, hvordan han under gidseltagningen sagde til rederiet, at de godt kunne blive lidt længere tid på skibet, og at rederiet derfor ikke behøvede at gå ind på piraternes krav. Han valgte at forlænge vores medlemmers tilfangetagelse og lidelse - endda uden at tale med dem. Det er en kriminel handling, og vi vil bede vores advokat om, at politianmelde kaptajnen,« siger faglig sekretær i 3F Sømændene, Morten Bach. Tilbød at betale løsesum 3F tilbød 43 dage inde i gidseltagningen at betale løsesummen på otte millioner kroner og vil nu lægge sag an mod både Udenrigsministeriet og skibsreder Jørgen Folmer, fordi de også, ifølge 3F, tog større hensyn til skibet og lasten end til spørgsmålet om at få sømændene frigivet. Sømændene har fortalt til Morten Bach, at skibsreder Jørgen Folmer over telefonen gav dem besked på at arbejde - på trods af pirater, manglende aircondition i det 50 grader varme klima, manglende drikke- og badevand. »I kan vel godt arbejde og få banket noget rust af skibet, lød det fra skibsrederen Jørgen Folmer. Og sømændene har fortalt os, at kaptajnen tilbageholdt deres cigaretter, fordi de ikke ville arbejde. Det er vanvittigt,« siger Morten Bach. Tager anmeldelse roligt Kaptajn Niels Henze Nielsen tager truslen om politianmeldelse roligt. »Han kan gøre, hvad han vil. Jeg har i telefonsamtalerne med Folmer sagt, at vi havde det tåleligt. Der var ingen, der fik tæsk hver dag, vi var ikke bundet eller noget, og kunne jeg spare alle for fem-seks millioner kroner, ville jeg gøre det. Havde rederiet hostet op med løsesummen et døgn efter gidseltagningen, var alle danske skibe fremover blevet jaget vildt af pirater,» siger kaptajnen til 24timer.




























