Handelshøjskolen vil nedlægge sprogfag

Lyt til artiklen

Dårlig økonomi får Handelshøjskolen i København til at nedlægge italiensk og russisk.

Fransk og tysk risikerer samme skæbne, hvis de unges interesse for sprogfagene fortsætter med at dale. »Vores direktion har som arbejdsplan at lukke de økonomisk svageste sprog med færrest studenter. Handelshøjskolen er ikke en public service-station, og man er nødt til at se på økonomien«, siger Alex Klinge, institutleder for sprogfagene. Det kan gå ud over erhvervslivet Den melding vækker stor bekymring hos Dansk Industri og Dansk Erhverv. Manglen på danske sprogkompetencer vil bremse erhvervslivets muligheder på vigtige eksportmarkeder. »Det er et alvorligt problem. Konkurrenceevnen bliver svækket. Man kan ikke lave markedsfremstød på nye markeder, og man mister den interkulturelle forståelse. Når virksomheder fra to forskellige nationer skal tale sammen på et tredjesprog, så er der grobund for fejl, misforståelser og dårlig kommunikation«, siger uddannelseskonsulent Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri. Vigtigt at kunne håndtere kulturmødet Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack siger: »Det er vigtigt at kunne tale sproget og forstå kulturen i eksempelvis Rusland, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, hvor man forventer, at udefrakommende kan det lokale sprog og kender sædvanerne. Det er uhyre vigtigt at være i stand til at håndtere kulturmødet«. Tilskud gennem det såkaldte taxametersystem Faldet i antallet af ansøgere fører til lukning af sproguddannelserne, fordi de får tilskud gennem det såkaldte taxametersystem. Pengene bliver tildelt efter, hvor mange studerende, der består en eksamen. Færre studerede betyder færre penge til en uddannelse, som koster det samme at drive – uanset antallet af elever. »Det vil komme som en boomerang, på et tidspunkt hvor man står og mangler kvalificerede sprogfolk, som eksempelvis kan udarbejde reklamemateriale eller kontrakter på det lokale marked. Det er ikke noget, som vi vil mærke lige her og nu. Men på sigt vil det være et fatalt tab for det danske samfund og erhvervsliv«, siger Alex Klinge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her