Syv afhørt om byggemysterium

Mens politiet efterforsker, skændes politikerne på Københavns Rådhus om det, der er blevet døbt 'korruptionssagen'.
Mens politiet efterforsker, skændes politikerne på Københavns Rådhus om det, der er blevet døbt 'korruptionssagen'.
Lyt til artiklen

Hvad er der foregået på de møder, en venstrepolitiker har holdt med entreprenørvirksomheden NCC den seneste måned? Det arbejder Københavns Politi hårdt på at afdække, mens politikerne på byens rådhus skændes om det, der er blevet døbt ’korruptionssagen’. Flere politikere er mistænkt for at bede om bestikkelse fra NCC, der i øjeblikket forsøger at få lov til at bygge 204 boliger i Københavns Sydhavn. Efter Københavns Kommunes administrerende direktør Claus Juhl tirsdag i sidste uge ringede til politidirektør Hanne Bech-Hansen, har politiet haft travlt med at indsamle beviser i sagen, hvor et Venstremedlem af Borgerrepræsentationen er kommet i fokus. Politiet kigger i mails Lokalpolitikeren fra Venstre har været til flere møder med NCC, og politiet har nu afhørt fem ansatte i entreprenørvirksomheden, heriblandt direktørerne Christian Herskind, Nikolaj Hertel og Marius Møller. Samtidig kigger politiet på en række mails, der er sendt mellem Venstremanden og NCC i den indledende del af mødeforløbet om boligprojektet. Politikeren er mistænkt for at have lovet støtte til NCC, hvis virksomheden til gengæld blev kunde i det firma, han arbejder i, eller puttede penge i en kampagnekasse, der støtter Venstres valgkamp. Ingen klare beviser NCC’s kommunikationschef Bo Dybkær vil ikke kommentere afhøringerne, men har gjort det klart, at virksomheden ikke har klare beviser på, at medlemmer fra Københavns Borgerrepræsentation har udøvet ulovlig pression. »Men der var politikere, som sendte signaler, der gjorde os rundforvirrede«, siger han. Derfor talte NCC med socialdemokraternes medlem af Borgerrepræsentationen Anne Vang, der gik videre til kommunens administrerende direktør, som kontaktede politiet. NCC havde fået byggetilladelse og bestilt betonelementer til 204 boliger i Boholmprojektet, da lokalpolitikerne lige før jul måtte trække i nødbremsen. NCC står til at tabe 70 mio.kr. Naboen til byggeriet, en fabrik ejet af MAN B&W Diesel, havde klaget over Boholm og fået medhold af Naturklagenævnet, der ikke mente, lokalplanen gjorde det muligt at bygge boliger så tæt på fabrikken, der larmer en del. NCC står til at tabe op til 70 millioner kroner, hvis boligprojektet falder sammen, og forsøgte at finde tekniske løsninger, der gjorde det muligt at dæmpe støjen fra MAN, så boligerne ikke ville blive generet. De løsninger ville NCC præsentere for de københavnske lokalpolitikere, der skal ændre lokalplanen, hvis Boholm skal blive til noget. Entreprenørvirksomheden tilbød at betale for støjdæmpning af MANs fabrik, eller at lægge noget kontorbyggeri som buffer mellem dieselfabrikken og boligerne. Politi lover hurtig afklaring Sagen lå politisk og vippede, et stort flertal havde oprindeligt stemt for byggetilladelsen, men Socialdemokraterne var ved at trække deres støtte tilbage, fordi partiet ikke ville risikere at presse en af kommunens største industriarbejdspladser ud af byen. Derfor blev flere politikere inviteret ud til NCC, en af dem var Venstremanden, der nu er mistænkt i korruptionssagen. Han har fortalt Politiken, at han ville mægle mellem MAN og NCC, så der både kunne blive plads til 204 boliger og MANs 1.200 arbejdspladser på Teglholm. Derfor gik han til mindst tre møder med entreprenørvirksomheden, og det er de NCC-folk, han mødtes med, der nu er blevet afhørt. Politiet har også talt med Anne Vang og kommunens administrerende direktør, Claus Juhl, mens Venstrepolitikeren endnu ikke har hørt fra ordensmagten. Københavns Politis chefkriminalinspektør Per Larsen vil ikke kommentere efterforskningen, men lover en hurtig afklaring af sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her