Danskerne tager let på terror-trusler

Januars passagertal for metroen var historisk høje. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Januars passagertal for metroen var historisk høje. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det kan godt være, at Dannebrog brændes af i de arabiske gader, at danske ambassader angribes, og at slagord som 'død over Danmark' breder sig som en steppebrand gennem den muslimske verden. Men det ændrer tilsyneladende ikke ved danskernes brug af de offentlige transportmidler. »Vi kan ikke se nogen egentlig effekt på passagertallet«, lyder det fra Jonas Vadstrup Thomsen, pressekoordinator i Ørestadsselskabet, der driver den københavnske metro. Høje passagertal Faktisk viser den seneste statistik, at antallet af metro-passagerer i årets første måned er historisk højt med hele 3,47 mio. passagerer. »Og så kan man selvfølgelig altid gisne om, at tallet ville have været endnu større, hvis ikke det havde været for Muhammed-sagen. Men det tør jeg ikke sige noget om«, siger Jonas Vadstrup Thomasen. Påpasselige og eftertænksomme Samme melding kommer fra DSB S-tog, hvor man dog endnu ikke har detaljerede trafiktal for de seneste uger: »Men min fornemmelse er, at der ikke er nogen ændring. Folk er mere påpasselige og eftertænksomme, men jeg tror ikke, folk ligefrem vælger toget fra. Man går jo ikke bare ud og køber en bil«, siger salgsdirektør hos DSB S-tog Helle Tidemann. Uændret antal indberetninger Både i metroen og i S-togene opfordres passagererne til at være årvågne og indberette mistænkelige tasker eller personer. Og hos DSB bekræfter man, at mange mennesker henvender sig med tips: »Men dét tal er ikke eskaleret i løbet af de seneste uger. Det har været temmelig jævnt siden bomberne i Madrid (11/3-2004, red.)«, siger Helle Tidemann. Muhammed-sagen har ikke ført til skærpet beredskab i hverken metroen eller hos DSB. Det er Politiets Efterretningstjeneste, PET, der beslutter, om beredskabet skal øges.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her