Enhedslisten kræver undersøgelse af selvmord i Århus Arrest

Lyt til artiklen

Sagen om den 33-årige varetægtsfængslede mand, der onsdag døde efter at have hængt sig i sin celle i Århus Arrest, får nu Enhedslisten til at bede justitsminister Lene Espersen (K) om at foretage en undersøgelse af forløbet.

»Det er uacceptabelt, at man kan sidde varetægtsfængslet flere måneder efter, at ens sag er færdigundersøgt, mens myndighederne muligvis forbereder sig på at skrive et anklageskrift. Når man er færdig med at lave de undersøgelser, der skal laves, bør man være i stand til at få skrevet anklageskriftet, således at vedkommende kan få sin sag for en domstol«, mener Per Clausen, fungerende gruppeformand for Enhedslisten.

Bedre behandlingsmuligheder

Per Clausen efterlyser også bedre behandlingsmuligheder for psykisk ustabile varetægtsfængslede.

»Man er tilsyneladende ikke i stand til at håndtere, at folk får psykiske problemer, når de sidder varetægtsfængslede. Man må sørge for, at der er plads til, at folk kan komme under betryggende forhold, når de sidder varetægtsfængslede i så lang tid«.

Sagen skal undersøges
I første omgang vil Enhedslisten bede justitsministeren om en undersøgelse. Derefter er det, ifølge Per Clausen, oplagt at sende hende i samråd.

»Vi vil have undersøgt det generelle problem med, at man tilsyneladende ikke er i stand til at færdiggøre sager, der er færdigefterforskede. Men vi vil også have et forklaring på, hvad der har gjort, at den konkrete sag er trukket sådan ud. Det er vigtigt at få undersøgt, om det faktum, at manden havde begået en forbrydelse mod politiet, har spillet en rolle for den måde, man har behandlet sagen på«, siger Per Clausen.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her