Over de næste ti år skal halvdelen af de danske sygehuse enten sælges eller rives ned og erstattes af nye sygehuse. Det mål har regeringen sat sig som led i arbejdet på at skabe et »sundhedstilbud i verdensklasse« til danskerne. Regeringen bebudede allerede i august, at den ville afsætte 25 milliarder kroner til byggeri af nye sygehuse og ombygning af eksisterende. Men i regeringsprogrammet, der blev lagt frem i torsdags, går regeringen endnu videre: »Regeringen forventer, at omtrent halvdelen af de nuværende sygehusetagemeter over de kommende år kan erstattes af nybyggeri«, fremgår det af regeringsgrundlaget. Kvalitetsfond og regioner betaler Det omfattende nybyggeri skal betales af de 25 milliarder kroner, som regeringen skyder ind i en kvalitetsfond og af et mindst lige så stort beløb fra regionernes anlægsbudgetter.
Salg af gamle sygehuse og lån skal sikre de sidste penge. Samlet set ventes udgiften til nybyggeriet at løbe op mod 100 milliarder kroner, hvilket svarer til cirka 20 nye sygehuse. Nyt århusiansk supersygehus Indtil videre er det kun Region Midt, der har mere håndfaste planer om et stort nyt sygehusbyggeri. Regionen vil lukke de gamle sygehuse i det centrale Århus og samle det hele i et nyt supersygehus i Skejby nord for Århus. Regeringen vil kun lade regionerne få del i de 25 milliarder kroner, hvis de samler behandlingen af patienter på færre sygehuse og dermed skaber mere effektive sygehuse.




























