Politiet burde ikke have ransaget et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og syv andre lokaliteter i København i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Østre Landsret har netop fastslået, at politiet var på tynd is. Lovens betingelser var ikke opfyldt, og chefpolitiinspektør Per Larsen har ikke kunnet begrunde aktionen i tilstrækkeligt omfang. Advokat: Kendelsen har principiel betydning Det er advokat Janus Malcolm Pedersen, der på vegne af de 10 foreninger og institutioner ønskede at få dommernes vurdering af ransagningerne. »Landsretten sætter grænser for politiet, og jeg mener, at kendelsen har principiel betydning«, siger Janus Pedersen til Ritzau. I forvejen har nogle af de ransagede institutioner krævet erstatning for de skader, som politiet forvoldte, da de bankede døre ind og lavede anden ravage under aktionen. »Kendelsen vil kunne indgå i erstatningssagen«, siger advokat Pedersen. Ransagningerne ikke godkendt på forhånd af retten Det Fri Gymnasium, ulandsforeningen Internationalt Forum, værestedet Gaderummet, medborgerhuset Folkets Hus, Socialistisk Ungdomsfront, kunstforeningen Spetakel og trykkeriet Røde Hane var blandt de steder, som 3. marts om formiddagen fik ufrivilligt besøg af en stor styrke politifolk. Politiet gik ikke i retten for på forhånd at få ransagningerne godkendt. Ordensmagten mente, at det hastede så meget, at der ikke var tid til at forelægge sagen for en dommer.
Mistanken gik ud på, at der på adresserne var personer, som kunne mistænkes for vold mod politiet og for grove optøjer. Desuden kunne betjentene måske finde beviser. Informationer var for luftige Siden har chefpolitiinspektør Per Larsen begrundet aktionen med, at en hemmelig kilde havde sagt, at der boede udlændinge på adresserne.



























