En dansk kirkelig delegation rejser torsdag til Egypten og mødes med stormufti Muhammed Sayed Tantawi. Formålet er at forbedre forholdet til religiøse overhoveder og myndigheder, efter at Muhammedtegningerne har udløst voldsomme internationale protester - de første netop fra Kairo. Det skriver Jyllands-Postens netavis. Medbringer udtalelser fra ministerier Delegationen består af biskopperne Karsten Nissen og Steen Skovsgaard og repræsentanter fra Det Mellemkirkelige Råd, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Danmission, og delegationen medbringer udtalelser fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Morgenavisen Jyllands-Posten. Rejsen sker i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, som finansierer turen. Vil ikke undskylde for regeringen De danske repræsentanter skal blandt andet mødes med stormufti Muhammed Sayed Tantawi fra Al-Azhar Universitetet, besøge det egyptiske ministerium for religiøse anliggender, Den Arabiske Liga og styregruppen for Forum for Intercultural of Dialogue. »Delegationen kommer ikke og undskylder på regeringens vegne. Den skal forstås som et tegn på, at kristne og muslimer kan leve sammen. Vi medbringer udtalelserne, så alle kan se, at sagen er kommenteret, og at Jyllands-Posten har beklaget«, siger Mogens Kjær, generalsekretær for Danmission. Målet er fredelig sameksistens Initiativet sker på opfordring fra nogle af Danmissions kirkelige samarbejdspartnere i Egypten. »De sagde, at det ville være rigtig godt, hvis der kom repræsentanter nu, som kunne sige, at sagen ikke drejer sig om fjendskab mellem kristne og muslimer. Målet er at fastholde ønsket om en fredelig sameksistens, både herhjemme og i Egypten«, siger Mogens Kjær. Udsendte føler sig trygge Danmission har for øjeblikket tre medarbejdere i Egypten, som føler sig trygge, og de egyptiske myndigheder garanterer for delegationens sikkerhed, oplyser Mogens Kjær. Siden profetsagen eskalerede, er det blevet ivrigt diskuteret, om man skulle sende delegationer til Mellemøsten for at udbedre situationen, og især om de danskmuslimske imamer fra de 27 protesterende organisationer skulle rejse af sted igen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























