Søvndal: Et sjovt og ustabilt Folketing

Lyt til artiklen

Folketingets nye sammensætning betyder, at der bliver flere alliancer og mindre stabilitet. Det mener Villy Søvndal (SF). »Det bliver i virkeligheden et sjovere Folketing at arbejde i end de forrige. Men det betyder samtidig, at situationen er ekstremt ustabil, fordi den periode, som har kendetegnet Fogh-regeringen med meget sikre flertal, er slut nu«, siger Villy Søvndal. Frie alliancer SF vil i første omgang samarbejde med Dansk Folkeparti. DF har tilkendegivet, at de vil indgå i en alliance med S om at hæve lønnen til de offentligt ansatte. Et emne, SF har bragt på dagsordnen ved flere lejligheder under den seneste VK-regering, uden held. Villy Søvndal er glad for DF’s udmelding, som betyder, at der er et flertal uden om regeringen blandt partierne S, DF, SF og Enhedslisten på spørgsmålet. Og det vil man komme til at se meget mere af med den nuværende folketingssammensætning, mener Villy Søvndal: »Jeg tror, det er et udtryk for det nye Folketing, hvor man på enkelte spørgsmål vil opleve alliancer på kryds og tværs. Når den ene part kan lave frie alliancer, så kan den anden part i sagens natur også«, siger Søvndal, der glæder sig over situationen. Forfejlet kritik Alliancen mellem S og DF har fået Søren Pind (V) til at kritisere oppositionen for »DF-hykleri«, og han advarer mod, at man vil komme til at se fodnotepolitik, som det var tilfældet under den tidligere statsminister Poul Schlüter (K), som i 1980’erne konsekvent blev tvunget til at bøje sig for et flertal uden om regeringen på en række centrale politiske punkter. Men den situation afviser Villy Søvndal: »Det er alt for vidtgående konsekvenser at drage på det her«, siger Villy Søvndal om Søren Pinds indlæg. »Det er lige præcis en alliance på et meget konkret område, og det er blot et udtryk for, at blokpolitikken netop er ophævet. Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at S eller DF vil ind i en større alliance«, siger Villy Søvndal.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her