En 25-årig kvinde mistede mandag eftermiddag livet, da hun blev kørt ned for øjnene af en gruppe venner på Hornbækvej i Kvistgård i Nordsjælland, oplyser politiet. Vennerne holdt stille i en bil ved Kellerisvej og talte med den filippinske au pair-pige.
Da hun på et tidspunkt gik rundt om bilen for at krydse vejen, trådte hun ud lige foran en personbil, hvis fører ifølge politiet ikke kunne undgå at ramme hende. Hun blev kort efter erklæret død af den tilkaldte akutlæge. Både den 42-årige fører af personbilen og kvindens venner blev efter ulykken tilbudt krisehjælp.




























