Flere imamer meldt til politiet

Lyt til artiklen

En række af de danske imamer, som har rejst rundt i Mellemøsten i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammedtegninger, er blevet anmeldt til politiet for landsskadelig virksomhed. 17 anmeldelser Ifølge vicekriminalinspektør Magnus Andresen fra Københavns Politi har politiet på landsplan modtaget omkring 17 anmeldelser primært fra privatpersoner, og han vurderer, der kommer flere. »Vi fik den første anmeldelse for omkring en måned siden og den seneste fik så sent som i dag. Så der vil nok komme flere«, siger han. Kan miste opholdstilladelse Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) oplyste efter et møde med Dansk Folkeparti, at det nu er op til politiet og domstolene at afgøre, om imamerne har overtrådt love, som gør, at de kan miste deres danske opholdsgrundlag. »Jeg synes ikke, at det er særlig flatterende, det som en række imamer har rejst rundt og gjort. Men jeg har også fortalt Dansk Folkeparti, at der er blevet indgivet et antal anmeldelser til Københavns Politi«, siger Rikke Hvilshøj til Ritzau. Sag for politi og domstole »Det er jo sådan, som et retssamfund heldigvis fungerer, nemlig at politiet nu vil undersøge om der er et grundlag. Hvis der er et grundlag, så er det politiet og domstolene, som må afgøre det«, fortsætter hun. Ingen yderligere tiltag Integrationsministeren kunne ikke love Dansk Folkeparti yderligere politiske initiativer i forhold til imamerne. VK-regeringens støtteparti har blandt andet foreslået, at imamer skal underskrive en erklæring, hvorved de forpligter sig til at respektere danske værdier. Men det forslag kunne Rikke Hvilshøj ikke genkende fra diskussionen med Dansk Folkeparti. »Hvis du kommer hertil som indvandrer, så skal du jo nu underskrive integrationserklæringen, så det har vi allerede sikret med integrationsaftalen, som gælder alle. Imamer har jo alle mulige forskellige opholdsgrundlag, så derfor er det ikke så ligetil, men det har vi nu heller ikke drøftet«, sagde integrationsministeren. DF: Positivt møde Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, var dog tilfreds med mødet med integrationsministeren. »Det er positivt, at der er sket anmeldelse af de imamer, som har været afsted på den her rejse, hvor der har været propaganda mod Danmark, som har været båret af usande oplysninger. De sager skal selvfølgelig gå deres gang. Det er næste er så: Hvad kan vi gøre for fremtiden«, sagde Peter Skaarup til Ritzau. Ifølge integrationserklæringen anerkender underskriveren blandt andet »det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, kønnenes ligestilling og tros- og ytringsfriheden, som er grundlæggende i Danmark«. Den såkaldte »Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund« rummer i alt 16 punkter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her