Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), skal nu vurdere, hvorvidt Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er blevet orienteret tilstrækkeligt i sagen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Kravet kommer fra Enhedslistens Frank Aaen, som mener, at centrale dokumenter ikke er nået frem til nævnet i tide. Kravet bakkes op af størstedelen af oppositionen. »Der står i loven, at regeringen skal rådføre sig med nævnet i sager af stor udenrigspolitisk betydning. Og det mener jeg ikke er sket her. Fra efteråret sidste år er der kommet flere breve til den danske regering, hvor de er blevet advaret om konsekvenserne af denne her sag. Vi har først modtaget dem flere måneder senere, og det er simpelthen ikke godt nok«, siger Aaen. Brevet, der aldrig nåede Folketinget Det er kommet frem, at et protestbrev fra generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, med 57 medlemslande, først blev oversendt til Udenrigspolitisk Nævn fredag - mere end fire måneder efter, at det blev sendt til den danske regering. I brevet beder generalsekretæren statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gøre »sin holdning klar« for at »undgå en yderligere optrapning af situationen«. Samtidig skriver generalsekretæren, at muslimerne er forfærdede over tonen i den danske udlændingedebat. Alligevel valgte regeringen få dage senere at afvise et møde med 11 muslimske ambassadører. Det skete med henvisning til, at der er ytrings- og pressefrihed i Danmark. Lykketoft støtter Aaen Statsministeriet bekræftede i slutningen af oktober over for flere medier eksistensen af brevet. Men undlod herefter at sende det til Udenrigspolitisk Nævn. »Og det undrer mig. Hvis det er sådan, at regeringen kan fortælle pressen, at et så vigtigt brev eksisterer, hvorfor kan de så ikke sende det til os. Kernen er jo stadig, at regeringen i oktober bevidst valgte at overhøre advarsler fra hele den muslimske verden og ikke bare fra 11 ambassadører, som de hidtil har lagt vægt på«, siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), der støtter Enhedslistens krav om, at præsidiet nu kigger på sagen. Det samme gør SF's formand, Villy Søvndal: »Det er og bliver regeringens pligt, at give os de centrale breve i sagen. Og det har de ikke gjort. Så hjælper det ikke, at man i ny og næ lægger små bidder ud til pressen, som vi så selv skal feje op. Vi er ikke valgt til det her, fordi vi er gode til gætteleg«. Espersen er tilfreds med regeringen Men den argumentation køber Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, ikke. »Jeg synes efterhånden, at det her er ved at nå en grænse, hvor vi må sige stop. Ingen kunne i sin vildeste fantasi i efteråret vide, hvad sagen ville udvikle sig til - heller ikke regeringen. Så jeg er fuldt ud tilfreds med det, vi har fået. Orienteringen har været god og sober«. Tidligere radikal udenrigsminister Niels Helveg Petersen mener, at Muhammedsagen bør vurderes af Folketingets præsidium. »Det er regeringens forpligtelse at informere nævnet, og det havde været korrekt at oversende brevet - som de jo nu har gjort (fredag, red.)«. OSCE protesterede Også den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde, OSCE, som tæller 55 medlemslande - heriblandt Danmark - protesterede i slutningen af oktober over profetsagen. Det skete via to breve fra diplomaten Ömür Orhun, der på vegne af OSCE har til opgave at bekæmpe diskrimination af muslimer. I et interview med Politiken i dag siger Ömür Orhun, at han sendte brevene, fordi han ikke mente, at den danske regering håndterede Muhammedsagen ordentligt. »Hvis den danske regering havde lagt afstand til Jyllands-Postens tegninger, ville den ikke have oplevet de uheldige begivenheder, som brød ud senere. Vi forstår selvfølgelig begrebet ytringsfrihed, det her stikker dybere«, siger han. Mundtlig orientering fra Per Stig Frank Aaen siger, at han aldrig har set brevene fra Ömür Orhun. Imidlertid erfarer Politiken, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) mundtligt har orienteret nævnet om, at han har svaret på OSCE-diplomatens breve. Udenrigsministeriet har ikke ønsket at udlevere brevene fra Ömür Orhun. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Per Stig Møller og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Sidstnævnte tog på ferie i går, oplyser ministeriet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























