Naturlægemidler baseret på roden af planten sølvlys er kommet i søgelyset for bivirkninger i form af alvorlige leverskader. Præparater med sølvlys - på latin Cimifuga racemosa, - bruges til at dæmpe hedeture og andre gener i forbindelse med kvinders overgangsalder. I Danmark er der to godkendte produkter på markedet, Remifemin og Menofem. Et tidligere kendt produkt ved navn Angelika sælges ikke længere. Forbruget kan være stigende Antallet af brugere er ukendt, fordi medicinen sælges i håndkøb og ofte i helsebutikker. Og der er ingen statistik over salget for den type præparater, oplyser Lægemiddelstyrelsen. Læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer, der er Lægemiddelstyrelsens konsulent i forhold til naturmedicin, mener imidlertid, at forbruget af de to naturlægemidler kan være stigende. »Flere og flere kvinder dropper jo hormonbehandling i forbindelse med overgangsalderen, netop på grund af risikoen for alvorlige bivirkninger. Så man kan sagtens forestille sig, at flere kvinder med gener i overgangsalderen forsøger sig med naturlægemidler som alternativ«, siger Jerk W. Langer. Australsk advarsel Det er de australske sundhedsmyndigheder, der på grundlag af nogle alvorlige tilfælde har henledt de internationale sundhedsmyndigheders opmærksomhed på en eventuel forbindelse mellem sølvlys og alvorlige leverskader. I Australien kendes ni tilfælde, hvoraf to krævede en levertransplantation. De australske sundhedsmyndigheder har ved en søgning på indberetninger om bivirkninger internationalt kun fundet i alt 47, der handlede om leverskader. Alligevel har man i Australien besluttet, at naturlægemidler med stoffet skal forsynes med en advarsel. I Danmark findes der kun tre indberetninger om bivirkninger ved præparater med sølvlys, og ingen af dem drejer sig om leverskader. Drøftelser om fælles europæiske tiltag Men Lægemiddelstyrelsens ekspert i naturlægemidler Steffen Bager oplyser, at sagen har været drøftet på europæisk plan i Komiteen for Plantelægemidler. »På næste møde i komiteen skal vi tage stilling til, om der skal laves en fælles beslutning om en advarende tekst i produktresumeet. Et af problemerne er, at de rapporter, vi har set fra Australien, giver et ret mudret billede, og det er ikke så entydigt, om de alvorlige leverskader direkte kan henføres til sølvlys. Der er også mange forskellige præparater, som kan have andre indholdsstoffer end dem, vi kender i Danmark«, siger Steffen Bager. Han forventer, at den danske Lægemiddelstyrelse vil lande på krav om en eller anden advarsel om, at i hvert fald personer med kendte leverproblemer ikke bør bruge disse naturlægemidler. Patienter spørges ud Jerk W. Langer mener, at forbrugerne har krav på en advarsel. »47 internationale indberetninger om leverskader er ikke ret mange på præparater, der har en stor udbredelse. Men vi ved af erfaring, at der sjældent indberettes bivirkninger på naturlægemidler, også fordi lægerne ofte ikke ved, hvad deres patienter tager af den slags medicin«, siger han. Han understreger vigtigheden af, at læger spørger deres patienter om deres forbrug af forskellige 'alternative' præparater i form af kosttilskud og naturlægemidler. »Mange tror, at når der er tale om et naturlægemiddel, så er det i hvert fald uskadeligt. Det vil jeg gerne gøre op med«, siger Jerk W. Langer, der har skrevet flere bøger om naturlægemidler og kosttilskud.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Poul Erik Pedersen
Debatindlæg af Nima Zamani
Interview


























