Hvis man i denne tid er journalist eller redaktør på herværende dagblad og synes, at verden møder én med dårlig ånde, vrede ord og onde blikke, fordi Politiken er kritisk over for regeringens håndtering af sagen om tegningerne, så var det en sjælsvederkvægende oplevelse at befinde sig til Politikens læserarrangement i går. Her sad debatredaktør Jacob Fuglsang, journalist Thomas Hundsbæk og chefredaktør Tøger Seidenfaden i panel til et totalt udsolgt læsermøde, som Læsernes Redaktør og ordstyrer, Lars Halskov, havde inviteret til. Og de var blandt venner. Regeringen, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, udenrigsminister Per Stig Møller, statsminister Anders Fogh Rasmussen og statsministerens ordfører, Jens Rohde, mener alle, at Politiken driver ensidig og tendentiøs journalistik, men hvis det er tilfældet, så vil læserne have mere. Seidenfaden som æresmedlem i Venstre Den første læser, der tager ordet, hedder Finn Larsen og mener, at Politikens behandling af Venstre i al almindelighed burde gøre Politikens chefredaktør til æresmedlem i Venstre. Der bør gås hårdere til regeringspartiet. Hvilket Tøger Seidenfaden trods alt er lidt overrasket over at høre. En anden læser, Bashy Qureshi, vil bare takke for Politikens indsats som den eneste avis i Danmark, der holder fast i at være pressens vagthund over for magthaverne. Det er der rigtig mange, der mener. En tredje læser, Mogens Petersen, vil gerne takke Politiken »for det engagement og den linje og det ansvar, avisen har påtaget sig i opgaven med at afdække, hvordan regeringen Anders Fogh Rasmussen har ødelagt Danmarks ry i den store verden«. En fjerde læser takker bare - og sådan bliver det ved. Kritik af dækning af imamernes mappe Der er dog kritiske røster, og som en læser udtrykker det, så forstår han ikke, hvordan Politiken forleden i en overskrift kunne skrive, at den mappe, som Det Islamiske Trossamfund havde med på sin rejse til Mellemøsten, ifølge eksperter kun indeholdt »mindre fejl«. »Når man tager det brev, så er det tydeligt, at det er fyldt med fejl og fordrejninger. I mappen står der, at danskerne må betragtes som vantro, og for mig at se er der tale om misinformation, når Politiken får det til at blive til 'mindre fejl'«. Det er Læsernes Redaktør, Lars Halskov, enig i. »Set fra min stol er den rubrik ikke dækkende. Jeg kan ikke se, at eksperterne i artiklen siger, at der er tale om mindre fejl, så nej. Den rubrik var ikke dækkende«. Masochisterne Journalist Thomas Hundsbæk mener, at den samlede dækning har været rigtig og fair i sine bestræbelser på at afdække, hvad der egentlig er foregået, men også han mener, at der er begået flere fejl, og han lægger ikke skjul på, at det er han oprigtig ked af. Det får Tøger Seidenfaden på banen: »Et af kendetegnene ved Politiken er, at vi har nogle utrolig dygtige journalister, men også nogle meget masochistiske journalister. De bliver så forfærdelig kede af det, når de laver fejl. Til det vil jeg sige, at vi som den eneste avis i landet har en Læsernes Redaktør, hvis opgave er at holde øje med, om vi opfører os ordentligt, og som hver eneste lørdag kan piske os med skorpioner, hvis vi begår fejl«. »Det væsentlige er, at vi i den her sag offentliggjorde hvert eneste ord i hele den mappe, så enhver kunne tage stilling til, hvad de syntes om indholdet. Og hvis du spørger mig som chefredaktør, så syntes jeg ikke, der var noget galt med den overskrift, der fastslog, at eksperterne mente, at der var tale om mindre fejl. Det er rigtigt, at det i mappen står, at flertallet af danskere er vantro. Det er måske sprogligt ubehjælpsomt, men egentlig er det vel en meget præcis beskrivelse. 85 procent af danskerne er medlem af folkekirken, men realiteten er jo, at det store flertal af danskere vel ikke tager religionen særlig alvorligt«, siger Tøger Seidenfaden, der også bliver spurgt, om han ikke går ind for Jyllands-Postens ytringsfrihed, og svarer, som han har gjort det før. »Jeg har ikke på noget tidspunkt undsagt Jyllands-Postens ret til at bringe de tegninger. Jeg vil altid forsvare Jyllands-Postens ret til at dumme sig. Det er en umistelig del af ytringsfriheden«. Sandhedskommissionen Også Keld Åkær havde ros til Politiken og fremlagde sin ubetingende hyldest til den avis, der som den eneste i Danmark - »måske med undtagelse af Information« - forsøger at finde frem til sandheden. Han efterlyste en hvidbog om sagen fra Politiken, da regeringen nu ikke vil lave den, og til det svarede Politikens chefredaktør: »Når Politikens journalister på Christiansborg går rundt på gangene, så siger alle deres kolleger, at der kommer 'Tøgers Sandhedskommission'. Det er selvfølgelig fuldstændig ulideligt for ethvert selvstændigt tænkende menneske det der med Tøger. Men det der med Sandhedskommissionen, det synes jeg, de skal tage på sig«. For mange flagafbrændinger En læser, Barbara Steffensen, mente, at både Politiken og andre medier svælger i flagafbrændinger og ambassadeafbrændinger, og at hver gang der er et barn, som tramper på et brændende flag, så kommer det på forsiden, selv om vi ved, at meget af det er iscenesat. Det var der ret mange, der var enige med hende i. Også det spørgsmål blev debatteret i god ro og orden, og sådan foregik det i går. I god ro og orden. Som bekendt er Jyllands-Posten og Politiken økonomisk set en del af samme koncern. Hvis der skal være lidt mere uro næste gang, kunne det være, at også Jyllands-Postens læsere skulle inviteres til næste læsermøde om Muhammedsagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























