Per Stig lover svar i profetsag

Lyt til artiklen

Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), får det svar, som han har bedt om fra Udenrigsministeriet i sagen om Jyllands-Postens profettegninger. Den melding kom fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) under lørdagens fælles udenrigsministermøde i Salzburg. »Når Folketingets formand beder os om det, vil vi selvfølgelig gøre det. Det er en fuldstændig normal praksis«, sagde han. Klage fra Aaen Enhedslistens Frank Aaen har klaget til Folketingets formand over, at Udenrigspolitisk Nævn ikke tidligt nok blev inddraget i Muhammedkrisen. Ifølge en redegørelse, som Aaen selv har lavet, blev nævnet først orienteret om Muhammedsagen på et møde 24. januar - kun få dage før den eksploderede i de arabiske lande. »Og det er ikke godt nok. For i loven om Udenrigspolitisk Nævn står der, at regeringen skal orientere nævnet i sager af stor udenrigspolitisk betydning. Så enten har de fuldstændig fejlvurderet sagens omfang, eller også har de undladt at orientere os, fordi de vidste, at der var ugler i mosen«, siger Aaen. »Rimeligt at høre den angrebne part« Folketingets formand, Christian Mejdahl, vil først kommentere Frank Aaens klage, når den er blevet behandlet af medlemmerne af Folketingets Præsidium. Og når stats- og udenrigsministeren har forklaret sig. »Det er rimeligt, at man hører den angrebne part, før man tager endelig stilling til en sag. Der er et kinesisk ordsprog, som lyder: Man skal altid høre din side, min side og den rigtige side. Og det er det, som jeg er i færd med«, siger Mejdahl. Breve og dokumenter Flere oppositionspartier til venstre for regeringen har kritiseret, at centrale dokumenter i sagen først er blevet sendt til Udenrigspolitisk Nævn, efter de er blevet omtalt i pressen. Det gælder blandt andet et brev fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, der allerede i midten af oktober 2005 advarede den danske regering om, at profetsagen kunne eskalere, hvis ikke der blev grebet ind. Nævnet fik først brevet tilsendt i forrige uge. Folketingets Præsidium afgør hvert år flere klager fra Folketingets medlemmer. »Og vi forsøger at se ud over vores normale partipolitiske tilhørsforhold. Men jeg frygter, at der ikke vil være det sædvanlige frirum i denne sag«, siger Folketingets næstformand, Svend Auken. DF: Den holder ikke Dansk Folkepartis medlem af præsidiet, Poul Nødgaard, mener da heller ikke, at sagen holder vand: »Frank Aaen forsøger bare at fedte noget af på os i præsidiet, som han hellere skulle tage at løse i Udenrigspolitisk Nævn. Der er ikke noget at komme efter. Alle er blevet orienteret vidt og bredt om det her«. Statsministeriet bekræfter at have modtaget Christian Mejdahls anmodning, men vil ikke kommentere den. I stedet henviser man til statsministerens pressemøde tirsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her