Der er god grund til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen gerne vil have regeringens skattepakke forhandlet på plads hurtigst muligt. Hvis regeringens skatteplaner kommer til at dominere dagsordenen for længe, kan en kommende valgkamp nemlig blive sværere at vinde. For mens danskerne tror mere på regeringens velfærdsoplæg end på Socialdemokraternes, giver de skatteudspillet en hård medfart. Det viser en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende. Danskerne: Let i bunden Kun 37 procent af de adspurgte danskere svarer ifølge målingen ’ja’ til, at »det er rigtigt af regeringen at love skattelettelser«. 50 procent svarer ’nej’. VK-regeringens skattepakke indeholder både lettelser i bundskatten og en øget grænse for, hvornår man skal betale mellem- og topskat. Det er især de konservative, der har presset på for at lette i toppen af skattesystemet. Men det er ikke helt i befolkningens ånd. Kun 16 procent mener, at der primært skal lettes i topskatten. 26 procent synes, lettelserne primært skal sættes ind i mellemskatten, mens hele 50 procent går ind for lavere bundskat. Ikke pænt at lette topskat Anders Samuelsen fra Ny Alliance, der gerne vil fjerne både top- og mellemskat, har et bud på en forklaring: »Det er ligesom med Dansk Folkeparti. Der er altid færre, som siger, de vil stemme på DF, end der reelt er, fordi det er lidt pænere at sige. På samme måde er det heller ikke så pænt at sige, at man hellere vil lette i toppen end i bunden«, siger han til Berlingske Tidende. Regeringen vinder på velfærd Regeringens forslag til kvalitetsreform foreløbig er druknet i debatten om skattelettelser. Alligevel viser Gallup-målingen, at regeringen i øjeblikket fører foran Socialdemokraterne på velfærdsområdet. Danskerne er blevet spurgt:
»Hvilket udspil - regeringens eller Socialdemokratiets - har du størst tillid til vil sikre fremtidens velfærd?«. Til det svarer 41 procent regeringens, mens kun 31 procent tror på Socialdemokraternes. Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) sætter sin lid til de 28 procent, der har svaret ’ved ikke’. »Når først danskerne hører grundigt om, hvor lidt regeringen egentlig vil gøre, så skal det nok ændre sig«, siger han til Berlingske Tidende.




























