Fire unge mænd, som angiveligt havde overfaldet en 70-årig mand, meldte sig selv ved politiet i Tønder, men de blev afvist med besked om at møde på stationen i Aabenraa dagen efter, skriver JydskeVestkysten.
»Fuldstændig surrealistisk«, lyder det fra næstformanden i Politiforbundet, Peer Withagen.
Lederen af politiet i Tønder, politikommissær Laurids Rudebeck, afviser, at voldsmændene blev sendt videre på grund af ressourcemangel i Tønder.
»Der havde været betjente fra Aabenraa på sygehuset for at afhøre den ældre mand, da han var indlagt. Derfor lå sagen i Aabenraa, og derfor blev det aftalt, at de skulle tage til Aabenraa i stedet«.
Men det er »fuldstændig ligegyldigt«, hvor sagen ligger, mener Peer Withagen.
»Man skal da sikre sig de unge mennesker, også selv om man så skal bruge ressourcer på at transportere dem til Aabenraa. Man risikerer jo, at de ikke dukker op igen«, forklarer han. Indlagt med smadret lårben og brækkede ribben
Overfaldet skete natten til den 23. september, hvor den 70-årige blev indlagt med frakturer i kraniet, et smadret lårben og brækkede ribben. Dagen efter dukkede fire unge mennesker op på politigården i Tønder og fortalte, at de var indblandet.
Men selv om politiet i avisen betegnede overfaldet som »en alvorlig voldssag« og »gerne modtager yderligere oplysninger i sagen«, fik de unge altså besked på at melde sig i Aabenraa dagen efter.
Om mandagen blev de så afhørt, og sagen ligger nu hos anklagemyndigheden med henblik på at rejse tiltale for vold af særlig farlig karakter.



























