Mød de tre dømte, den frikendte og PET´s hemmelige agent

Lyt til artiklen

Her er de centrale personer i Vollsmose-sagen.

MZ: Hjernen
Den 34-årige danske statsborger med palæstinensisk baggrund kom til Danmark fra Syrien i 1998. Han er gift og fik sit første barn, fem dage før han blev anholdt. I Vollsmose bliver han kaldt for ’Lille Imam’, fordi han ved meget om koranen. Han har erkendt at have fiflet med sprængstoffer og bomber (sammen med den tiltalte AK), men siger, at det dels var for at eksperimentere, og dels fordi han ville lave fyrværkeri, som skulle bruges til at fejre hans nyfødte søns fødsel.

Anklagemyndigheden mener, at MZ’ forklaring er en »utroværdig efterrationalisering«. I stedet er han hjernen bag de formodede terrorplaner. Også selv om han kun har talt med to af de tiltalte få gange. Det er civilagenten Lars, der har beskrevet MZ som gruppens leder. Men faktisk har Lars selv erkendt i retten, at MZ aldrig har talt om terrorplaner – eller på anden måde udtalt sig ekstremistisk – foran ham. De to har kun mødt hinanden 5-6 gange. Det er også Lars, der har fortalt PET, at MZ i Vollsmose blev omtalt som ’Min Amir’ – Lederen. Omvendt er det lykkedes forsvaret at så tvivl om, ’Min Amir’ nu også er MZ – eller om det i virkeligheden er en person, som er stykket sammen af flere personer.

Den fire dage lange afhøring af MZ i Østre Landsret bar præg af misforståelser. Anklageren gik flere gange fejl af MZ’ undvigende svar. Og MZ havde endnu flere gange svært ved at forstå anklagerens ledende spørgsmål.

Forvirringen var allerstørst, da retten forsøgte at få styr på, hvad en telefonsamtale om mel og majsmel mellem MZ og AK reelt handlede om. Ifølge MZ talte de om ingredienser til en pizza. Mens anklagemyndigheden hævder, at mel er kodeord for sprængfarlig gødning. Uanset om samtalen har drejet sig om mel eller gødning, talte de i hvert fald om noget, der skulle gøres noget ved, for i samtalen siger AK til MZ: »Jeg lægger det (melet, red.) hjemme hos mig, og vi finder senere ud af, hvad vi skal gøre ved det«.

På MZ’ badeværelse fandt politiet et glas med 50 gram TATP – et ustabilt sprængstof, som tidligere er brugt som detonator i terrorbomber. I hjemmet fandt politiet også bombemanualer, blendet gødning, brintoverilte, og i køkkenet fandt politiet et kaffefilter med svovl fra tændstikhoveder. I politiafhøringer har han ikke kunnet huske, hvad svovlet skulle bruges til, men i retten har han forklaret, at det var til en lunte til fyrværkeriet.

AK: Hjælperen Er 22 år og irakisk statsborger. Han kom til Danmark som 16-årig og er her på tidsubegrænset opholdstilladelse. Begge hans forældre og to søskende bor også i Vollsmose. AK blev før anholdelsen mere og mere troende. Han anlagde skæg, begyndte at gå i kjortel og kom dagligt i moskeen på Ørbækvej i Odense. Ifølge anklagemyndigheden er AK bindeleddet mellem MZ og de øvrige to tiltalte. AK var den mest aktive på internettet og den, som efterspurgte gødning og andre materialer til en bombe. På hans computer fandt politiet bombemanualer. I sit skur opbevarede AK de materialer – bl.a. gødning – som den, civilagenten Lars købte. AK har forklaret, at tingene skulle bruges til eksperimenter med ’sort krudt’. De fleste ting blev leveret tilbage til Lars inden anholdelsen. Hos AK fandt politiet også en pose med fem kilo metalsplinter. Selvmordsbombere bruger ofte metalsplinter, fordi bomben derved gør langt større skade. Men AK har forklaret i retten, at metalstykkerne skulle bruges til at dekorere et billede. Hos AK fandt politiet også batterier, der var tapet sammen, et multimeter og en tegning af en fjernbetjent tændsats. Da AK blev afhørt første gang, indrømmede han, at han ville dræbe en Muhammedtegner fra Jyllands-Posten, men i retten har han sagt, at det strider imod islam at slå ihjel. AK var i Irak i sommeren 2005, ifølge ham selv for at optage en dokumentarfilm. En af de andre tiltalte, AA, har dog hørt, at AK ville til Irak for at bekæmpe de amerikanske soldater, men at al-Qaeda sendte ham retur til Danmark med besked om at begå terror herhjemme. Via stempler i AK’s pas er det imidlertid blevet dokumenteret i retten, at AK kun var i Irak i to dage – og at han brugte det meste af tiden i en bil. AK har forklaret i retten, at han i begyndelsen var imponeret over konvertitten Lars, da de mødtes første gang i foråret 2006. Lars kunne sætte ord på de følelser, han selv gik med. I dag beskylder AK Lars for at have lokket ham til at sige og gøre ting, som han ellers aldrig ville have tænkt på. AK siger også, at det var agenten, der pressede ham til at interessere sig for bombeopskrifter. Og at Lars i månederne op til anholdelsen blev mere og mere rabiat. I retten er afspillet samtaler og fremvist sms-beskeder, der viser, at Lars var en uhyre aktiv medspiller. 20. august afleverede AK bl.a. en sæk med svovl, poser med gødning, et måleglas og en køkkenvægt tilbage til den civile agent. Ifølge AK viser det, at han ikke ville fremstille en bombe. Det var agenten, og kun agenten, der havde disse tanker. Omvendt mener anklagemyndigheden, at hele AK’s forklaring er utroværdig, fordi han flere gange har skiftet forklaring. Og samtidig virker det ulogisk, at AK, tre dage efter han havde afleveret tingene tilbage, atter sad ved computeren og brændte en cd med bombemanualer til en af de medtiltalte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her