Kantinemad gør folk fede

- Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
- Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

De 400.000 daglige måltider i kantinerne på danske arbejdspladser er stærkt medvirkende til danskernes fedme. Hele to ud af tre medarbejdere får for meget fedt i deres frokost. Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Fødevareforskning, som omtales i nyhedsmagasinet Ingeniøren. Værst for mændene Værst ser det ud med mændenes frokost, hvor 37 procent af energien i gennemsnit kommer fra fedt. Det betyder, at fedtandelen er en fjerdedel højere end den anbefalede fedtenergiprocent på 30. Kvinderne spiser lidt mere fedtfattigt, men med 33 procent ligger deres frokostmåltid også over anbefalingerne. »Uheldigt« »Det er uheldigt. Især fordi det, vi har undersøgt, er et rent frokostmåltid uden snacks og drikkevarer. Anbefalingerne går på den samlede energifordeling over hele dagen, og derfor burde fedtandelen i det rene frokostmåltid faktisk ligge noget under de 30«, siger bromatolog Anne Lassen, Danmarks Fødevareforskning. Hun står bag undersøgelsen af mad i 15 kantiner i administrationen og i produktionen både i byer og på landet. I alt er 180 medarbejderes frokostmåltider blevet analyseret. »Udbuddet skal være sundt« Overordnet er der et bredt udbud i kantinerne, men det er ikke ensbetydende med, at folk vælger det sunde, viser undersøgelsen. »Derfor er der brug for, at hele udbuddet er sundt og velsmagende. Hvis man hver eneste dag indtager et frokostmåltid med for høj fedtenergiprocent, vil det i længden medvirke til overvægt«, siger Anne Lassen. Hjerteforening: Mere viden Hjerteforeningen har netop holdt en kampagne i 700 storkøkkener og konstaterer, at der er brug for større faglighed hos kantinepersonalet og en mere aktiv indsats fra både virksomhederne og medarbejderne, hvis kantinerne skal være sundere. Sundhedschefen i Hjerteforeningen, Lars Ovesen, peger på, at der er brug for mere viden om, hvordan det sunde bliver så attraktivt, at det bliver medarbejdernes naturlige valg, når de står ved buffeten. Lang vej igen Fødevarestyrelsen rådgiver om kantinemad med henblik på gradvis at ændre holdningen i virksomhederne, og der er lang vej igen. »Mad er et følsomt område for mange mennesker, og man kan ikke skifte til fromage frais hele vejen rundt i ét hug«, siger kontorchef Else Molander, Fødevarestyrelsen. Ifølge Ingeniøren viser svenske beregninger, at fedme hvert år koster det danske samfund otte milliarder kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her