Barfoed: Styringen er gal

Forbrugerminister Lars Barfoed (K) er utilfreds med, at hver gang pressen interesserer sig for en sag i Fødevarestyrelsen, er der nogle ting, der ikke er i orden. Derfor skal styrelsen nu undersøges på ny. - Arkivfoto: Jens Dresling
Forbrugerminister Lars Barfoed (K) er utilfreds med, at hver gang pressen interesserer sig for en sag i Fødevarestyrelsen, er der nogle ting, der ikke er i orden. Derfor skal styrelsen nu undersøges på ny. - Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

2.100 restauranter, slagtere, bagere m.fl. fik intet besøg af fødevarekontrollen sidste år. Og hver femte engrosvirksomhed - som Thulin Kød Engros, der solgte gammelt kød - slap for at blive kigget i kortene. Nu skal kontrollen under lup. Hvad skal undersøges? »Fødevarestyrelsen har udført det antal tilsyn, den skal. Men nogle har fået for mange besøg, andre har fået for få. Det tyder ikke på god styring fra ledelsens side. Undersøgelsen skal klarlægge omfanget af den manglende styring, finde årsagerne og stille forslag til at forbedre den«, siger forbrugerminister Lars Barfoed. Hvem skal stå for den? »Det skal være en uafhængig, udefrakommende instans. Det kan typisk være et privat revisionsfirma, der gør det, Fødevarestyrelsen skal være med ved at levere oplysninger, og departementet vil følge det tæt«. Du siger, der er problemer med styringen af fødevarekontrollen. Vil du skifte ud i Fødevarestyrelsens direktion? »Nej, jeg vil fundamentalt rydde op i mangler i styringen. Og vil afvente, hvad undersøgelsen afdækker«. Hvorfor ikke lade Rigsrevisionen foretage en undersøgelse af hele Fødevarestyrelsen, som oppositionen foreslår? »Jeg kan som minister ikke bede Rigsrevisionen om noget. Men Rigsrevisionen skal da være velkommen«. Forto måneder siden kom du med en handlingsplan for effektiv fødevarekontrol med fokus på virksomheder, der har mange problemer. Hvorfor lader du ikke planen virke, før du sætter gang i nye undersøgelser? »Fordi der er behov for et supplement. Den plan bliver kun effektiv, hvis styringen af kontrolbesøgene er effektiv, og det er den altså ikke«. Kommer du med din forårsrengøring i håb om, at kritikerne forstummer, så der ikke kommer flere grimme historier om fødevarekontrollen? »Nej, det er kun i min interesse at afdække de problemer, der er. Jeg har ansvaret for at få tingene til at fungere, og det er kun i min interesse, at pressen hjælper med at afdække problemerne, så vi kan rydde op«. Er det en afværgemanøvre? »Nej, det er helt galt afmarcheret. Jeg har svært ved at tro, at nogen seriøst har den opfattelse. Jeg har gennemført flere tiltag for at forbedre fødevaresikkerheden. Nu ser jeg, at styringen ikke er god, og jeg gør noget ved det«. Er du bange for, at Rigsrevisionen ville finde frem til, at du giver for få penge til Fødevarestyrelsen?

»Det er en helt forstokket opfattelse. Jeg kan som minister kun være interesseret i, at det kommer frem, hvis noget ikke fungerer. Og som sagt, Rigsrevisionen er hjertelig velkommen«. Din undersøgelse griber ikke fat i, om der er for få ressourcer i styrelsen. Hvordan kan du være sikker på, at der ikke mangler penge, når der er skåret et trecifret millionbeløb siden 2001? »Jeg har ikke skåret i kontrollen, mens jeg har været minister. Jeg afskærer ikke den uvildige undersøgelse fra at påpege ressourcemæssige problemer. Min opfattelse er bare, at når det gælder smiley-kontrollen, er penge ikke problemet, for der er gennemført flere tilsyn end målsætningen. Den er gal med styringen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her