Studerende frygter censur i specialesag

Lyt til artiklen

Det må aldrig ske igen! Sådan lyder kravet fra de studerende på sociologi ved Københavns Universitet, der retter en skarp kritik mod ledelsen på såvel instituttet som hele det samfundsvidenskabelige fakultet. Anledningen er sagen om Mille Buch-Andersens speciale, som instituttets ledelse angiveligt pressede hende til at trække tilbage efter en henvendelse fra Danmarks Radio. »Vi som studerende kan ikke være tjent med, at vores institut tilsyneladende ligger under for pres udefra – det ligner censur!«, skriver Sociologisk Fagråd i en fælles erklæring på vegne af de sociologistuderende ved Københavns Universitet. Helt utilfredsstillende behandling af instituttet
»Instituttets behandling af den studerende har været helt utilfredsstillende. Først får hun at vide, at hendes speciale er godkendt til aflevering – men efter aflevering (og en henvendelse fra DR) får hun pludselig en helt anden besked, nemlig at specialet ikke er godt nok længere«, skriver de studerende. Indtil videre har ledelsen ikke reageret på kritikken, da der i øjeblikket kører en klagesag fra Mille Buch-Andersen om forløbet omkring specialet. En klagesag, der nu har nået rektorniveau. Men selv om der er en verserende klagesag, burde ledelsen reagere på kritikken fra de studerende, siger Nils Wiese, en af de studerende bag udtalelsen og repræsentant for Fagrådet i sagen. »At det minder om censur, det mener vi er så principielt, at det rækker ud over klagesagen«, fortæller han. Studerende: Tilliden skal genskabes
For at genskabe tilliden til de studerende bør ledelsen på Sociologisk Institut afklare to ting, siger Nils Wiese. For det første skal de forklare forløbet i den enkelte sag, herunder DR’s rolle i forløbet. For det andet skal de garantere, at der ikke kommer lignende sager. »Det skal helt entydigt meldes ud, at instituttet ikke ligger under for censur«, slår Nils Wiese fast. Københavns Universitet ønsker ikke at kommentere sagen med henvisning til den igangværende klagesag. Men i svaret på Mille Malene Buch-Andersens første klage fremgår det, at såvel institutleder som dekan forklarer den utraditionelle sagsbehandling med et hensyn til specialets manglende anonymisering af de involverede. »Særligt én (...) person i Radiosymfoniorkestret har i stort omfang været genstand for negativ omtale uden at være anonymiseret«, skriver dekanen med henvisning til et svar fra institutleder Carsten Strøby Jensen. Frivillighed under pres I dekanens svar lægges der desuden vægt på, at Mille Malene Buch-Andersen selv sagde ja tak til at trække specialet tilbage. Men graden af frivillighed kan diskuteres, siger hun selv: »Altså, hvis frivilligt betyder, at jeg ikke blev tvunget rent fysisk, så jo, jeg kunne godt have afleveret og dumpet«. Det havde dog stor betydning, at autoriteter som hendes specialevejleder samt institutlederen »på det kraftigste« opfordrede hende til at trække det tilbage, fortæller hun. Specialer kan ikke trækkes tilbage andre steder
Ifølge en rundringning til landets øvrige universiteter foretaget af Dagbladet Information er det ikke andre steder muligt at trække et speciale tilbage, når først det er afleveret. Og ifølge Universitets- og Bygningsstyrelsen er det decideret ulovligt. »I relation til kandidatspecialet anses prøven for begyndt, når specialet er afleveret til bedømmelse ved universitetet. Herefter kan universitetet ikke undlade at foretage en bedømmelse, ligesom den studerende ikke kan trække sit speciale tilbage, medmindre der er tale om eksamenssnyd eller lignende forhold«, siger chefkonsulent Gertie Lund til Information.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her